Min besætning og jeg er ankommet til Rongbukdalen. Udsigten til Himalayas bjerge er fabelagtig. Men endnu bedre er udsigten til Mount Everest. Jeg står nu nedenfor verdens største bjerg. Det er som om Mount Everest taler til mig. Jeg kan på en måde kommunikere med bjerget. Jeg ved med mig selv, at denne ekspedition er min chance for at opnå min drøm: at stå på toppen af verdens største bjerg, Mount Everest. Min besætning og jeg venter en lang, hård og hæsblæsende rejse. Besætningen består af: mig, [NAVN A], og nogle sherpaer. Sherpaerne er dem, der skal bære mad, vand, overnattegrej og ikke mindst redskaber til at bestige Mount Everest. Min besætning og jeg er klar over, at en evt. monsunregn kan ske under vores bestigning af bjerget. En monsunregn er vinde som skifter retning med årstiden. I den højde, som vi kommer op i, er en monsunregn dødbringende. Sherpaerne ser monsunregnen som en dæmon der vil tilintetgøre dem. Mit mandskab og jeg vil nu proppe noget mad i os før ekspeditionen, der forventes at begynde i løbet af de kommende dage.
8. maj, 1951.
Klokken er nu 7 om formiddagen. Efter et dejligt ophold i Rongbukdalen begynder vi snart, at bestige Mount Everest. Jeg er lige stået op. Min besætning er i gang med dagens morgenmad, da der er voldsom støj inde fra teltet med morgenbordet. Det er en meget mindeværdig dag i dag. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg vi snart begynder bestigningen af verdens største bjerg. Jeg glæder mig, ja faktisk som et lille barn gør til sin fødselsdag. Nu vil jeg spise et godt måltid morgenmad, inden vi tager af sted.
Det er gratis at oprette en konto