Det var som om, mine lunger frøs til is, hver gang jeg tog en indånding, af den tynde luft, på det store bjerg. Jeg vidste, at det næsten var en umulig opgave. Men jeg måtte udføre det. Jeg skulle bestige det fandens bjerg. Jeg var nået ca. halvvejs op af det kæmpe bjerg, som jeg ikke engang kunne se toppen af endnu. Mine fødder begyndte lidt efter lidt, at føles som fast cement. Den tunge sne, gjorde vejen op næsten umulig, så vi besluttede os for, at slå lejr. Snéen var perfekt til at slå telt op i. Men det var svært. Ens fingre var så kolde at de føltes som 10 lange ispinde. Men sammen kunne vi gøre det. Det var ved at blive mørkt, så vi måtte snart blive færdige, med at slå det telt op, så vi kunne komme ind i læ for nattens skumle mørke. Det tog os knap et kvarter, så vi var allesammen trætte. Vi slog vores soveposer ud, pakkede os godt ind i dem, og prøvede på at lægge os til at sove. Selvom det var svært for den massive larm fra de mange tusinde sneperler, der ramte teltet konstant.
D. 20/5 1951
Det er gratis at oprette en konto