”Ane-Mette” er en socialrealistisk novelle skrevet i 1887 af Henrik Pontoppidan, som selv er født i 1857 og død i 1943.
Novellen er skrevet i Det Moderne Gennembrud, som var en opbrudsperiode, hvor man gjorde op med de perfekte, idylliske og ureelle idealer fra tidligere, i Romantikken.
I novellen viser og kritiserer Pontoppidan de sociale uligheder og uretfærdigheder, der fandtes dengang på landet især.
”Ane-Mette” er en novelle, som belyser Det Moderne Gennembruds tre K’er: Klasse, Kirke og Køn.
Klassen og klasseforskellene især bliver tydeligt belyst gennem hovedpersonen, Elsebeth, som tilhører den fattige klasse, og som bliver tvunget til at grave sin datter op og flytte hende, da en rig families pige skal bruge gravpladsen: ”Det er vores bitte pige, der skal graves op i dag” (s. 112, l. 13) ; ”Elsebeth får at vide, at hun skal skynde sig, for nu kommer Anders Jensen og hans familie, og de skal bruge Ane-Mettes gravplads.” (s. 113, l. 11-12) Dengang kunne penge og socialklasse skaffe hvad som helst, uden begrænsninger, medlidenhed eller respekt for andre.
Kirken bliver belyst, da vi får forklaret forskellene på begravelserne, og hvor højt der bliver ringet med klokkerne, afhængigt af hvor rig man er. ”Der er tre begravelsestyper, for de rige, de mindre rige og for de fattige. De fattiges ringes der ikke for.” (s. 110, l. 8-9)
Det er gratis at oprette en konto