Perioden 1536-1660 afgrænses af reformationen i begyndelsen og enevældens indførelse i slutningen, altså af to af de vigtigste politiske begivenheder i landets historie. Perioden omtales ofte som 'adelsvælden, fordi det var en periode, hvor adelen havde stor politisk og økonomisk magt, og fordi der ikke var andre væsentlige politiske magtgrupper end adel og konge.
Betegnelsen overskygger dog, at perioden i mindst lige så høj grad var præget af en stadig stærkere kongemagt, og perioden slutter med, at adelen mistede sin magt ved enevældens indførelse.
Centralt i periodens historie står også de mange krige med især Sverige, som gik ind i en ny fase efter reformationen. Gennem første halvdel af 1600-tallet blev Sverige stadig stærkere, så perioden endte med en dansk katastrofe, som dog mere dannede et vende- end et slutpunkt for svenskekrigene.
Den ældre enevælde afgrænses tidsmæssigt af to statskup: Enevældens etablering i 1660 under Frederik 3. og den unge kronprins Frederiks (senere Frederik 6.s) overtagelse af magten i 1784 under sin fars (Christian 7.s) sindssygdom.
Den ældre enevældes væsentligste indsats var etableringen af et bureaukratisk centralistisk styre, der omformede det gamle stændersamfund.
Kongemagtens indflydelse steg til ukendte højder og faldt brat ned igen, da den sindssyge Christian 7.
Ikke var i stand til at udfylde sine funktioner som enevældig konge. Under den ældre enevælde blev også de første initiativer taget, der førte bort fra de gamle produktionsformer med landbrugets fæstevæsen og byerhvervenes lavssystem. Det var kort sagt den periode, hvor det moderne Danmark tog sin første spæde begyndelse.
Det er gratis at oprette en konto