Vi har alle prøvet det på den ene eller den anden måde. En mand kommer gående bag os og vi begynder af natur at gå lidt hurtigere. En kvinde står med hovedet ind at vinduet til en bil, med en kort nederdel på, så vi ryster lidt på hovedet. Fordomme. Vi møder dem hver dag, enten som noget vi selv har, eller som noget andre har om os. Det er et omtalt emne og vi ser og hører om det hver dag. Netop dette emne har Martha Christensens skildret i sin socialistiske novelle ”Glansbilleder” som er skrevet i 1982 fra en novellesamling, som hedder ”Hvis vi elskede mere”.
Novellen handler om en mand, som møder en pige i en park. Hun kommer tilbage gentagende gange, men en dag da manden giver pigen et brev med nogle glansbilleder, kommer en kvinde forbi for at stoppe ham, og netop her ser vi skildringen af temaet fordomme. Vi kan også se det på første side af novellen hvor der står ”Folk, som undtagelsesvis færdes forbi stedet hvor han sad, måtte uvilkårligt dreje hovedet og se efter ham og gå lidt hurtigere til og knuge lidt fastere om håndtasken eller spadserestokken for sad ellers ingen i det uplejede hjørne af anlægget hvor bevoksningen havde taget overhånd og dækket for det oprindelige kik til dammen, og man hørte så meget”. Manden vi bliver præsenteret for i novellen er en langhåret, ung mand, der går med cowboybukser, læderjakke og mørke briller, og kunne praktisk talt ligne en hver anden (S1, L1). Og først på side 4 får vi den vigtigste information at vide om ham, han er blind (S3, L18). Forfatteren formår altså at få læseren til selv at tænke på hvorfor manden er som han er, altså bygger læseren nogle fordomme op om manden. Ud over det er manden en enspænder og beskriver hvordan der ikke er plads til andre end ham og hans hund, i det lille glasbur han går rundt i (L9, S10). Vi kan også se at han føler sig uden for, blandt andet da han siger ”og lyden at de seendes faste skridt”, altså at de er anderledes end ham, fordi han ikke kan se noget (L14, S10).
Det er gratis at oprette en konto