Jeg kan mærke øjnene, der bore sig gennem min ryg. Det sker hele tiden, men når jeg vender mig om, er der intet at se. Mads tror bare, at det er mørket. At det gør mig paranoid. Det må det jo næsten også være. Hvad ellers? Det er ikke kun nu i aften. Jeg har mærket forfølgeren i snart en uge.
Vi er ude at gå vores daglige aftentur gennem skoven. Det er mørkt, men ikke helt mørkt. Lyset fra de store stjerner lyser gennem trækronerne, og ned på den kolde, fugtige skovbund. I starten var jeg meget opmærksom på forfølgeren. Forfølgeren må være blevet bedre til at skjule sig, men skridtene kunne også være der for, at gøre mig opmærksom på ham. Når skridtene endelig forsvandt, og vi kunne ånde lettede op, var det blot for at opdage de beskuene, stirrene øjne gennem hækken, eller gennem ruden når det var mørkt.
Mads tager mig i hånden. Jeg tror også, at han kan mærke det nu. Tilstedeværelsen af noget fremmed. Noget ubehageligt. Vi skulle hjem, og det skulle være nu. Vi var lige ved at sætte i løb, da min mobil ringer. Hvem ringer så sent? Det er nok bare mor og far. Uden at se på nummerviseren tager Mads røret op til øret. ”Hej det er Mads” siger han, og ser ventende på mig. Intet svar. ”Hallo, det er Mads. Hvem er det?” spørger han igen. Intet svar. Jeg tager røret, og tjekker nummerviseren, som siger hemmeligt nummer. Det må have været nogle fra skolen, der lavede telefonfis.
Det er gratis at oprette en konto