Foråret var lige begyndt. Blomster, træer og buske blomstrede af liv og glæde. Den store varme sol, strålede fra en sky fri himmel, og vinden var mild. Alle dyrene strålede af glæde, ja selv de småkryb var tilfredse med, at det endelig var blevet forår. Blomsterne sprang ud fra deres vinterhi, og bøgetræerne havde fået de flotteste lysegrønne blade. Der var liv i den grønne skov, og den blev smukkere for hverdag, der gik. Alt synes at være perfekt.
I en lille by uden for skoven var foråret så småt trådt i kræft. Børnene løb rundt i skolegården og legede. Folk på gaden gik og sang, og hilste pænt på alle der kom forbi. Selv de grimme højhuse så pænere ud, alt ændrede sig, og man kunne ikke andet end, at udstrålede glæde og tilfredshed.
Men midt inde i byen var der noget, som brød den glade og dejlige stemning. Da man kom tættere på kunne man se en lille spinkel dame, med lysebrunt hår, stå og råbe ud af vinduet. ”Josefine og Lukas, kom ind nu, der er mad”. De 2 små børn løb ind i en gammel opgang, der lugtede af gammel kloak. Trappen i opgangen knirkede, og vinduerne var helt duggede til og smadret. De gik ind i lille lejlighed, hvor tapetet var gammelt, og var faldet halvt ned af vægen. På et lille bord stor der en vase med en vissen blomst, den så meget trist ud. Moren stod og kiggede ned på de to beskidte børn. Hun så meget træt ud, og hendes arme var tynde, og slået gule og blå. Hendes ansigt var fyldt med ar. Hendes tøj var gammelt og slidt, og hendes øje var sammen trykket. Hun udtrykte ikke lige frem glæde. Børnene fik besked på, at de skulle vaske hænder og skynde sig ind i køkkenet og spise.
Det er gratis at oprette en konto