”Endelig sankthans igen!” sagde Jakob. Vi sad i bilen på vej til vores traditionelle sankthanssted på Helnæs, vi var der alle 4: Rasmus, Jakob, Heidi og jeg.
Rasmus og Heidi havde kommet sammen i et stykke tid nu, tror det var lidt over et år og de var gladere end nogensinde før. Heidi var en typisk køn pige, kort lyst hår, pæn i tøjet og flotte blågrå øjne, altid med på de nye træk. Hun havde altid en mening til tingene og fandt sig ikke i noget. Rasmus var den pæne af drengene, han kunne få hvem han ville, men var altid tro mod sin kæreste.
Vi var endelig ankommet til sommerhuset, og vi skulle til at pakke ud. Jeg gik som sædvanlig ned til stranden for at kigge på vandet. Dukken lå der stadig. Alle de år vi havde været der til sankthans, havde dukken ligget lige der på den sten. Jeg stod og stirrede på dukken, kunne ikke få øjnene fra den dukke, jeg så det bare for mig: Den lille pige på billedet, da det faldt ud af skuffen, da vi legede ånden i glasset, for nogen år tilbage, og dagen efter var dukken der. Jeg havde kastet den ud i havet mange gange, selv Jakob havde kastet den væk. Men den endte altid med at være det samme sted, på stenen. Pludselig rev en stemme mig ud af mindet og tilbage til virkeligheden: ”Kom nu Jennie, vi skal indvie vores ankomst med en stor opstarterfest!” Det var Jakob. Han løb hen og greb min hånd og sagde stille: ”Kom nu.” Jeg gik med ind og vi festede hele natten.
Det er gratis at oprette en konto