Pigen på bænken

Selvom alt ikke var som det plejede at være, så var der alligevel noget som sagde ham at det var godt. Godt nok ser hun ked af det ud, men på den anden side virkede hun så glad som altid. Var dette bare en facade? Han stod længe og betragtede hende ud af øjenkrogen. Hun sad på bænken med noget i hånden som han ikke kunne hvad var. Så småt, så skinnende. Et smykke? Det kunne han ikke ude lukke, men han var ikke sikker. Han havde holdt øje med hende hele dagen, hvert frikvarter, og hver time. Hun så lige så stille op, hen mod drengen. Han spirredet øjnene op, var der øjenkontakt? Hun kiggede straks ned igen, kiggede blot ned i jorden, helt kold og bleg. Den følgende dag dukkede hun aldrig op. I de to år han stået og betragtede hende, var det her pigens Aller første syge dag. Nu var han helt sikker.. Intet var som det plejede, der var noget ved hende som var forandret. Selvom han ikke vidste hvad et var, følte han sig helt kold inden i. Som om der var noget stort og betydningsfuldt som havde forladt ham. Klokken ringede, og alle løb ind. Han gik ligeså stille. Han så meget betænksom ud, men stadig så bestemt. Inde i klassen var alt som det plejede, men på pladsen i hjørnet var tomt. Ikke en ting lå på bordet, ikke et lille stykke papir. Hun plejede at sidde omgivet af folk, omgivet af ting. At sidde glad, snakke og grine. Hun var en pige som de ældre drenge vendte sig om efter på gangen når hun gik forbi. Men stadig så nede på jorden. Hun var langt fra en pige som prøvede at skabe opmærksomhed, det var bare hendes natur at blive bemærket. Men hun var ligeglad. Der var ingen drenge som der interesseret hende, hun gav dem bare den kolde skulder hvis de prøvede på noget. Efter skole: han løb hen af stien, væk fra skolen. Bag ham ringede klokken flittigt, der var en som råbte efter ham, men han lød sig ikke distrahere af noget. Han blev blot ved med løbe, så stærkt af kunne. Han nåede ud til vejen, bilerne kørte stærkt og han viste ville fortryde det hele hvis han ikke skyndte sig. Han drejede der efter ned af en lille vej, i et ganske roligt kvarter. Et det lille gule hus for enden af vejen, havde han fundet frem til at hun boede. Allerede tre huse væk fra hendes hus kunne han mærke at der var noget som der ikke var som det skulle være. Da han nåede hen til huset, stoppede han brat op. Han stod og prøvede at få vejret igen efter løbeturen. Han kiggede op fra vejen, prøvede at finde liv i huset. Det så helt mørkt og forladt ud. Lågen stod ganske lidt på klem, roserne var halvvisne, og huset var mørklagt. Han gik stille, han nærmest listede hen til hoved døren, langs den flisebelagte sti. Dørens vindue var gruset, så man ikke kunne se direkte ind. Han stod længe og overvejede om han skulle banke på, men slog igen tanken fra sig. Han halv løb stille om i baghaven, og til stue vinduerne og kiggede ind. Den var helt tom, kun en plante og en have stol stod og pyntede for sig selv i det ene hjørne. Var hun flyttet uden at sige noget til nogen? Han stod længe og stirret tomt ud i luften, hans tanker var holdt op med flyve gennem hans hoved. Tavsheden blev hurtigt afbrudt at skrig inde fra huset, derefter en højlydt gråd.. Han sad nu trist under kastanjen, på den bænk hun plejede at sidde på. Men sad med sorte hat ned over øjnene så ingen kunne se hans tåre, og hans skjorte var lukket.