Det seneste årti har fortællende journalistik haft et stort gennembrud i alle former for medier. Denne genre giver modtageren en helt anden forståelse af hvad der foregår, men skaber samtidig afstand. Det har skabt en del debat, men som lektor i retorik, Christine Isager, siger ”Alt kan ikke være skrevet til alle.”
Susanne Nielsen, journalist fra Politikken, har i sin artikel Se, nu skaber jeg mig, gjort rede for en gylden regel om at afsenderen skal være skjult i teksten. Ved hjælp af autoritetsargumenter henviser hun til Christine Isager, som er ekstern lektor i retorik, og nogle gængse lærebøger som støtter op om påstanden.
”Hvis man stiller sig an, skaber sig og iscenesætter sig selv som hovedperson, risikere man at irritere læseren”. Her benytter Susanne Nielsen sig af et klassifikations argument, for først og fremmest appellere til modtagerens logos, da det er logisk at nogen der skaber sig er irriterende. Men hun appellere også til læserens patos, i det hun bruger følelsen ”irriterende” som argument.
I fortællende journalistik er der fokus på afsenderens egne meninger og synspunkter, som fremtræder tydeligt i artiklerne og gør det svært for hvem som helst at identificere sig med dem.
Christine Isager tilføjer dog at vi i dag bliver udsat for et overvæld af gratis aviser og små nyheds feeds. Så der er brug for nogen vi kan elske eller hade uden selv at tage stilling til det. ”stof, der virker, som om det er lavet af en anonymiseret redaktionel stemme. Så kan der opstå et behov for det modsatte”. Der er brug for en afsender man kan mærke, så man kan fornemme hvilken situation skribenten står midt i. Hvis alle artikler bliver formidlet i samme tomme tone, ville de mange artikler og små nyheds feeds blive kedelige og intetsigende.
Det er gratis at oprette en konto