Analyse af den grimme ælling

Den grimme ælling er et kunsteventyr skrevet af H. C. Andersen i romantikken. I romantikken dyrkede man kærligheden, troen og naturen. Romantikken var en kontrast til årtierne inden, hvor man dyrkede fornuften. Kunsteventyret som genre har mange af de samme genretræk som et folkeeventyr, men sproget har en tendens til at være mere avanceret, og der er lagt mere vægt på detaljerne og beskrivelserne. Den letteste måde at identificere et kunsteventyr fra et folkeeventyr er dog, at der i et kunsteventyr er en kendt forfatter såsom H. C. Andersen. Et folkeeventyr derimod er ikke blevet udtænkt af en enkelt person men fortalt gennem generationer og på et tidspunkt blevet nedskrevet af for eksempel Brødrene Grimm.

Tekniske aspekter

Miljø og tid Eventyret er fortalt kronologisk, og der er kun ét hovedforløb uden nogle sideløbende historier. Man kan regne ud, at eventyret varer cirka et år, da den starter i foråret og slutter det næste forår. Den grimme ælling finder sted i flere miljøer, men jeg har valgt at lægge vægt på to miljøer, som jeg mener, er hovedmiljøerne. Et af de to hovedmiljøer er Andemoderens rede og andegården. Hele historien starter ved andemoderens rede, hvor omgivelserne er beskrevet meget smukt og idyllisk. Et af de kendetegn, der er ved kunsteventyr frem for folkeeventyr, er, at sproget er langt mere detaljeret, og forfatteren kan sætte et mere personligt præg på det. Det ser man også i H. C. Andersens beskrivelse af det idylliske landskab: ”?Der var saa deiligt ude paa Landet; der var sommer! Kornet stod ?guult, Havren grøn, Høet var reist i Stakke nede i de grønne Enge… Rundtom Ager og Eng var der store skove, og midt i skovene dybe Søer; jo der var rigtignok deiligt derude på landet!”. ?Måden H. C. Andersen beskriver omgivelserne sætter en stor kontrast til den grimme ælling, som H. C. Andersen meget kort beskriver som stor og styg. Kontrasten mellem omgivelserne og den grimme ælling fremhæver endnu mere, at han ikke passer ind. Både andemoderens rede og andegården kan godt sammenlignes med et overklasse samfund, hvor der ikke er plads til forskelligheder, og skønhed spiller en stor rolle i, om man bliver accepteret. Det andet hovedmiljø er den mose, hvor den grimme ælling tilbringer vinteren og foråret. Her har den grimme ælling været igennem en proces og kan nu se sin egen skønhed. Dammen beskriver H.C. Andersen på følgende måde: ”?…og før den ret vidste det, var den i en stor Have, hvor Æbletræerne ?stode i blomster, hvor Sirenerne duftede og hang paa de lange, grønne Grene lige ned imod de bugtede Canaler! O, her var saa deiligt, saa foraarsfriskt!”. Fra den lille ælling er i det første hovedmiljø til den er i det andet, har den udviklet sig meget, så på trods af næsten identiske omgivelser får man to vidt forskellige indtryk. Den grimme ælling har igennem historien udviklet sig fra en stor styg ælling til en flot majestætisk svane.