Analyse og fortolkning af H.C. Andersens 'Nattergalen'

Eventyret Nattergalen omhandler en kejser, som boede i Kina. Han boede på det prægtigste porcelænsslot med en dertilhørende udspekuleret og smuk have. Under grenene ved havet, boede en nattergal, som sang så smukt, at rejsende fra alle verdens lande beundrede den, da de rejste dertil for at se kejserens stad, slot og have. Der blev efter den store beundring skrevet bøger og digte om nattergalen. Da kejseren læste dem og fandt ud af, at de besøgende alle beskrev nattergalen som en bedre oplevelse end kejserens slot og have, kunne han ikke forstå at han ikke havde vidst noget om fuglen. At der var sådan en populær fugl, endda i hans store rige. Kejseren ville finde den, og han ville høre den allerede samme aften. Kejserens kavaler løb rundt på slottet, for at høre om nogen kendte noget til denne nattergal, men uheldigvis vidste ingen noget om den. I køkkenet, mødte kavaleren en fattig lille pige, som sagde at hun kendte til nattergalen. Kavaleren lovede hende ansættelse i køkkenet, hvis hun kunne føre dem til nattergalen. De ledte i skoven, men måtte høre brøl fra koen og kvæk fra frøen, inden de for tredje gang hørte nattergalens sang. De fortalte nattergalen, at kejseren ønskede at høre den synge til hoffest samme aften. Nattergalen fortalte, at den sang bedst i naturen, men fulgte med tilbage til kejseren alligevel, når han nu ønskede det. Der var gjort pænt rent på slottet ved nattergalens ankomst, og den fik tildelt en guldpind at sidde på. Kejseren græd ved nattergalens sang, som var så smuk, at kejseren tilbød den hans gudtøffel om halsen. Nattergalen takkede nej, da den synes, at synet af kejserens tårer, var belønning nok. Nattergalen fik plads på hoffet, og hele byen snakkede om den mærkværdige fugl. En dag kom en pakke til kejseren, som han troede var en ny bog om nattergalen, men i virkeligheden lå der en kunstig nattergal i pakken, som var besat med diamanter, rubiner og safirer samt en hale der glinsede af sølv og guld. Den kunne synge ét af de stykker, som den virkelige nattergal kunne, og om halsen stod der skrevet ”Kejserens af Japans nattergal er fattig imod kejserens af Kina” på et bånd. Kejseren ville have de to nattergale til at synge duet, men han skiftede hurtigt den virkelige nattergal ud med den kunstige, fordi den kunstige aldrig mistede takt og var mere nydelig at se på. Efter lang tids sang fra den kunstige nattergal, mente kejseren, at det var på tide at lade den virkelige nattergal synge. Men den virkelige nattergal var fløjet ud af vinduet, og bort til sine grønne skove. Hoffet blev vrede, og mente at den virkelige nattergal var et utaknemmeligt dyr. De var dog stadig glade for, at have den kunstige nattergal, som de mente var den bedste af fuglene – både udvendig og indvendig. Søndagen efter, sang den kunstige nattergal for folket, og de blev så fornøjede. De fattige fiskere, som havde hørt den virkelige nattergal, mente at der manglede noget. Hvad der manglede, vidste de ikke. Men den virkelige nattergal var forvist fra land og rige. Kunstfuglen boede på hoffet ved kejserens side i et helt år, og alle de andre kinesere kunne kunstfuglens sang udenad. En aften, gik kunstfuglen i stykker, og var efterfølgende ikke i stand til at synge sin sang mere end bare én gang om året. Det var en stor bedrøvelse for hele folket. Fem år efter, gik kejseren hen og blev dødeligt syg. Folket var i stor sorg, og det stod så slemt til, at der allerede var valgt en ny kejser som skulle overtage den syge kejsers plads. Da kejseren lå ligbleg i sin seng, satte Døden sig på sit bryst, og alle kejserens gode og onde gerninger kiggede på ham. Han forlangte kunstfuglen at synge, men den sang aldrig for ham. Fra vinduet dukkede den virkelige nattergal pludselig op og begyndte at synge, da den hørte om kejserens nød. Den sang Døden væk, og gjorde ligeledes kejseren rask med sin sang. Kejseren ville belønne den, men svarede igen, at tårerne som den havde fremkaldt i kejserens øjne, var belønning nok. Kejseren faldt i en mild søvn og næste morgen, fortalte han nattergalen at den for altid måtte blive hos ham. Kejseren ville slå den kunstige fugl i stykker, men den virkelige nattergal, bedte ham om at lade være. Nattergalen ville ikke bo på slottet, men i dens grønne, hvor den vil komme og synge for kejseren ved hans vindue efter egen lyst. Kejseren skulle love, at han ikke fortalte nogen om nattergalen, for så ville det gå endnu bedre. Da fløj nattergalen bort.