Formålet med indsatsen i relation til børns kost er at nedbringe antallet af børn, der indtager mere energi fra fedt og sukker, f.eks. fra slik, snacks og sukkersødede læskedrikke, end anbefalet (fra 3-års alderen bør max. 10% af energien komme fra sukker og max. 30% fra fedt). Samtidig skal antallet af børn, der indtager den anbefalede mængde fibre øges, f.eks. fra fuldkornsprodukter og 300-500g frugt og grønt om dagen, afhængig af alder.
Hvad kan man gøre på det private niveau?
Det er vigtigt, at forældrene selv har sunde vaner, og dermed er gode rollemodeller for deres børn. Ved at inddrage børn i indkøb og madlavning kan børnene lære forskellige fødevarer at kende, ligesom de kan lære at lave mad. Forældrene har også ansvaret for, at der er sund mad i hjemmet fremfor fristelser i form af snacks, sodavand og slik. Forældrene kan bakke op om ernæringsrigtige madtilbud i børnenes fritids- og skoleliv. På den måde opnår børn handlekompetence, når det gælder madlavning og valg af sunde madvarer.
Hvad kan fællesskaberne gøre?
De holdningsmæssige normer og fysiske rammer, børn og unge møder til hverdag uden for hjemmet, har stor indflydelse på deres kostvaner. Derfor er det vigtigt, at der kommer flere sunde mad- og måltidstilbud i dagpasning, skole, SFO, ungdomsuddannelser og foreninger. Også de gældende normer i de enkelte institutioner skal stimulere børn og unge til sunde kostvaner. Kommuner med sundhedspolitikker for dagpasning og skoler har et bedre grundlag for dialog med forældrene om børnenes sundhed. Der bør også på dette niveau arbejdes for at øge børn og unges handlekompetence, når det gælder madlavning og valg af sunde fødevarer.
Det er gratis at oprette en konto