Oplysningstiden: John Locke og Rousseaus filosofi

Oplysningen er en idé der, fik sit gennembrud i 1700’tallet. Oplysningstiden er historisk set en periode fra det sene 1600’tal op igennem 1700-tallet med den Amerikanske Uafhængighedserklæring i 1776 og den Franske Revolution i 1789. I oplysningstiden skete der en udvikling, der har betydning for os den dag i dag. Oplysningstanken har sin oprindelse i tvivlen; tvivlen om Guds eksistens. Det selvforskyldte umyndige menneske begyndte at kræve myndighed. Begreber som tolerance, rettigheder og ligestilling herskede i oplysningstiden. Folk blev mere individuelle, skulle selv tage ansvar og drage konklusioner ud fra en helt ny tankegang og tilværelse. Man krævede viden igennem oplysning, filosofi og naturvidenskab. Mange filosoffer er derfor husket fra perioden pga. deres tankegang. John Locke (1632-1704) var den første egentlige oplysningsfilosof. Han beskæftigede sig med to områder: Den menneskelige erkendelse og samfundets indretning. Det var hans opfattelse, at der ikke var nogen medfødte opfattelser, men at mennesket igennem sanser, indlæringer og erfaringer danner sin bevidsthed. Det var hans opfattelse, at mennesket havde nogle medfødte rettigheder: Liv, helbred, frihed og ejendom. For at sikre disse rettigheder for hvert enkelt menneske, måtte man indgå en samfundspagt. Samfundspagten indebar, at man måtte fastsætte regler for, hvordan man skulle leve sammen i samfundet. Og dermed måtte man opgive noget af sine rettigheder for at sikre dem både for sig selv og andre. (Med lov skal land bygges. Men vilde hver mand nøjes med sit eget og lade andre nyde jævned, da behøvede man ikke nogen lov. Ingen lov er saa god at følge som sandheden. Hvor man er i tvivl om sandheden, der skal loven lede, hvad der er ret. Var der ingen lov i landet, da havde den mest, som mest kunde gribe.” Fortalen til Jyskelov-1241.) Den franske filosof Rousseau (1712-1778) videreudviklede John Lockes tanker. Han mente, at mennesket fødes i naturtilstanden og er godt og uspoleret ved fødslen. Hans opfattelse var, at et barn skal have lov til at udvikle sig frit så længe, som det er muligt. Han var af den opfattelse, at hvis man ikke indgik samfundspagten, ville nogle berige sig på andres bekostning. Den franske filosof Montesquieu (1689-1755) beskæftigede sig blandt andet med samfundets indretning. Han formulerede ideen om magtens tredeling: Den lovgivende, den udøvende og den dømmende. Det centrale i magtens tredeling var, at de tre magter skulle være uafhængige af hinanden. Efter hans opfattelse skulle kongen have den udøvende magt. Den lovgivende skulle være et parlament og den dømmende skulle være selvstændige domstole. En af de mest indflydelsesrige filosoffer og forfattere i oplysningstiden var Voltaire (1694-1778). Han gik ind for retfærdighed, tolerance og ytringsfrihed. Han mente, at religion var privat - og ikke et statsanliggende. I Tyskland var Immanuel Kant (1724-1804) den mest kendte filosof i oplysningstiden. Hans hovedtanke var, at mennesket har ansvaret for dets egen tilværelse. Endvidere byggede han oplysningens grundlag på enkeltindividets frihed og religiøs tolerance. I Danmark var Holberg (1684-1754) den mest kendte. Det han er mest kendt for i dag, er hans skuespil. Holberg tog afstand, som så mange andre, fra den ortodokse kristendom og så fornuften som svar på alt, tydeligt ses dette i hans følgende ord: ”Det er ved brug af naturens lys og den sunde fornuft, at vi bliver saglige.”Der opstår dermed en kritik af religionen, hvilket fører til en fornuftstyret kristendom. Deisme blev et nyt begreb, og det hed sig, at Gud havde skabt verden, men ikke altid greb ind. Oplysningstiden kaldes også for rationalismen, som betyder fornuft. Der blev lagt vægt på fornuften og sandheden i den videnskabelige verden. Oplysningsfilosoffer og videnskabsmænd tog afstand fra religionens forklaringer på livets fænomener. De ønskede, at alt viden skulle være undersøgt og bekræftet. De iagttog, talte, målte og vejede alt. Et eksempel på et målesystem fra oplysningstiden er metersystemet. En af de mest berømte videnskabsmænd fra oplysningstiden var Isaac Newton, ”oplysningens konge” blev han kaldt. ”Det store geni indså, at tiden var inde til at forvise gætterier og vage antagelser fra fysikken” sådan indledes Den Store Encyklopædi, som udkom i Frankrig i 17 bind fra 1751-72. Formålet var at præsentere den aktuelle viden for folket. I 1776 gjorde de engelske kolonier i Nordamerika sig uafhængige. De proklamerede en uafhængighedserklæring. Den udtrykker de tanker og ideer, der opstod i oplysningstiden om det enkelte menneske og mennesket i forhold til staten. (”Vi anser disse sandheder for at være selvindlysende: at alle mennesker er skabt lige; at deres skaber har tildelt dem visse umistelige rettigheder; at blandt disse rettigheder er liv, fred og stræben efter lykke.” den Amerikanske Uafhængighedserklæring 1776) Liberalismen og friheden til at bruge sin forstand blomstrede og enhver var nu sin egen lykkesmed. I Frankrig ulmede utilfredsheden. Ludvig d. 16 var nødt til at indkalde stænderforsamlingen. Tredje stand (de borgerlige) dannede en nationalforsamling. Det var begyndelsen på den Franske Revolution, som brød ud i 1789, og menneskerettighedserklæringen blev formuleret, baseret på de tanker og ideer, som blandt andet John Locke, Montesquieu og Rousseau formulerede. Oplysningstiden var en kulmination af den udvikling, som begyndte i middelalderen; en forstærkelse af bysamfundene og stigende rigdom i borgerbefolkningen. Oplysningstiden er antagelig den periode, der har haft størst betydning for den måde, hvorpå vi indretter vores samfund i dag. Specielt magtens tredeling og demokratiet. Oplysningstiden har påvirket vores tankegang, vores værdier og opfattelsen af vores medfødte rettigheder.