For nogle er naturen vidunderlig, pragtfuld og sågar uundværlig, men for andre er den snarere blot besværlig og ligegyldig. Uanset hvad er den dog til gavn for såvel menneskers som dyrs levevis, men hvorom alting er tager mange den for givet. Skønt vi mennesker udsætter naturen for en enorm belastning, har den formået aldrig at give op. Den blomstrer hvert forår og er altid klar til at give os en oplevelse. I digtet ”Morgen-Vandring” fra 1805 af Adam Oehlenschläger hylder og påskønner han naturen, han er omgivet. Sideløbende udtrykker guldalderdigteren sin skuffelse over den ligegyldige holdning til den guddommelige natur i Danmark, hvor landbrugets intensivering og dermed tiltagende kulturlandskaber ikke falder i hans smag.
Vi følger en romantisk digter, der på en sommermorgen, undervejs som han er ude og vandre i den vilde natur, beretter om sin beundring af en række små detaljer, han øjner. Eksempelvis opdager digteren på marken han betræder en vældig stenhob og mindes med ærbødighed derved formentligt vikingetiden, da han associerer stenhoben med dens forhenværende funktion som tingsted for mægtige krigere og konger samt guden, Thor, fra den nordiske mytologi. Efterfølgende erstattes digterens monolog med en dialog mellem ham og nogle besjælede kornblomster. Følgelig har digtet så at sige et todelt handlingsforløb, hvoraf den første del, som primært udgør digterens flashback, strækker sig fra strofe 1 til 5, og anden del, hvor han forenes med blomsterne, forløber over resten af digtet. I tekststykket beskrives der kronologisk med et tilbageblik, et ganske kort handlingsforløb, hvori der tilmed indgår følelser og stemninger. Dette gør digtet til både episk og lyrisk.
Det er gratis at oprette en konto