Analyse af Adam Oehlenschläger: ”Morgen-Vandring” (1805)
Digtet ved navn ”Morgen-Vandring” er skrevet af Adam Oehlenschläger i 1805. Han var en dansk guldalderdigter. Digtet er skrevet i universalromantikken, som strækker sig fra 1802 frem til omkring 1807. Universalromantikken er en delperiode i romantikken, hvor grundtanken er organismetanken, at alt dybest set er et, og alt hænger sammen. Gud er overalt, og alting har den samme ånd, dette kaldes panteisme. I ”Morgen-Vandring” bliver naturen fremstillet som guddommelig, og bliver dermed ophøjet. Digtet handler overordnet om skønheden og stoltheden ved naturen. Digtets hovedpersoner er digteren og kornblomsterne, men desuden hører vi også om en bonde. Bonden kan ikke ane helheden/altet ved naturen, men derimod er det kun geniet, der kan det, hvilket er digteren i dette digt. Teksten handler om, at sympatien ligger hos det naturlige, hvilket er skabt af Gud. I denne tekst går digteren en morgentur i naturen. På vej til en bøgeskov bemærker han blomster og andre ting i naturen, og desuden ser han skønheden ved kornblomster i en kornmark. Ved at læse dette digt skal man forstå skønheden og det guddommelige ved naturen. Digtet afsluttes med en sammenligning af naturens skønhed og digteren, da der bliver skrevet, at de hører sammen, og at de sammen skal hengive sig til Gud. Analysen af digtet indeholder en analyse af hver strofe. Den gør rede for digtets komposition/opbygning, genre, fortællertype/synsvinkel, billedsprog, og budskab.
Det er gratis at oprette en konto