Mørket var for længst faldet på og selvom mine øjne ikke ville noget andet, end at sove, havde mine tanker slet ikke samme plan. Ikke for én gangs skyld ville de falde til ro og lade søvnen overvinde min frygt. Regnen piskede mod min rude som tusinde små insekter – så forfærdelig meget larmede det. Jeg havde rodet rundt i sengen hele natten, med koldsved overalt på min spinkle krop. Alt jeg ville var at sove, men altid tabte jeg kampen. Flere gange havde jeg dunket mit halv-skallede hoved ind i væggen, så det kunne overgive sig og slappe af. Men intet virkede. Jeg havde taget fire sove-piller og selvom jeg vidste at det er hamrende farligt, havde jeg lyst til at tage mange flere. Min krop var næsten helt bedøvet og jeg kunne stort set ikke bevæge min mund.
Mine øjne lukkede i hele tiden, men jeg var så forfærdelig bange for at sove – så forfærdelig bange for at dø.
Jeg var kræftpatient. 17 år og leukæmiramt. Blodsygdom i hele kroppen. Det havde stået på godt et år, og hele dette år havde kun været de rene nedture. Kemo-terapi og medicin dag ud og dag ind. Mit hår blev ved med at kæmpe for at sidde fast på mit ellers kønne hoved, men efterhånden gav lokkerne op, og blev kun i små tynde dun, som var jeg en nyfødt kylling. Gud, hvor jeg dog savnede mit hår. Den gang jeg var den gamle [NAVN C], havde jeg haft de største og flotteste, næsten kulsorte proptrækker-krøller. Mine forældre havde altid stillet enormt store krav til mig. Jeg skulle helst være den flotteste og tyndeste og klogeste pige i min omgangskreds. Desværre endte det med, at jeg blev én af de hårde tøser i kvarteret og tro mig – kunne jeg få chancen for at gøre det om i dag, var der intet andet jeg hellere ville. For jeg har både prøvet hash og hårde stoffer, og nogle gange kan jeg ikke lade være med at tænke på, om dét mon er grunden til min situation i dag.
Det er gratis at oprette en konto