Engang for længe siden blev jeg lagt her, da pigen som jeg boede hos skulle ud og bade. Hun kom bare aldrig og hentede mig igen. Her lå jeg så, nat og dag, mens folk gik forbi mig, og kiggede underligt. Helt alene og forladt lå jeg… Længe. Jeg ventede og ventede i noget der føltes som hundrede år! Jeg blev ved med at sige til mig selv, hun nok skulle komme tilbage en dag, for hvorfor ville hun dog lade mig ligge her for evigt, til jeg en dag skyllede ud i bølgerne? Havde hun glemt mig? Gad hun mig bare ikke, eller lagde hun mig her på grund af noget helt tredje?
På en mørk regnfuld dag kunne jeg i stilheden pludselig høre gråd og trin. Løbende kom en lille pige på ca. 7 år helt alene. Ved siden af mig satte hun sig, tog mig op i hendes arme, knugede mig ind til sig, og vuggede mig stille og roligt fra side til side, mens jeg mærkede hendes tårer løbe ned i mit hår. Det var den dejligste følelse og jeg håbede på den ville vare ved længe, og det gjorde den!
I flere timer sad hun og fortalte alt hvad der var sket for hende i løbet af det sidste stykke tid. - Hvordan hun var blevet mobbet, og hvordan hendes forældre slet ikke tog sig af det. Hvordan alle havde ignoreret hende uden at læreren ville gøre noget ved det, og hvorfor hun ikke har været i skole de sidste 2 uger. Hele historien blev fortalt på sådan en oprigtig og uskyldig måde som ingen andre nogensinde har talt til mig før. For jeg? Ja, jeg er jo bare en dukke.
Det er gratis at oprette en konto