”Din luder” hører jeg dem råbe efter mig, mens jeg løb gennem skolegården. De eneste tanker der gik gennem mit hoved lige der var: ”jeg må væk og det skal være nu!” Jeg kunne høre dem, de løb efter mig. Jeg løb ned forbi den lille fodboldbane, drejede om hjørnet forbi de smås legeplads, forbi den brune basketballvæg, og videre ind af den grønne dør. Ind til de smås garderober og videre ind på toilettet. (Det der ligger henne ved skole biblioteket.) Jeg kunne høre dem udenfor. De råbte af mig, sparkede på døren og hev i håndtaget. Og der var ord, der gentog sig igen og igen og igen. Det var: luder, klamme tøs, din so og ginger. Jeg var bange, og jeg var ked af det. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, jeg var der jo bare; en helt normal pige der gik i 6 klasse. Hvad havde jeg gjort for af blive behandlet sådan? Jeg mærkede på min lomme, selvfølgelig lige i dag, den dag i dag havde jeg glemt min mobil. Så jeg kunne ikke engang få fat i min mor. Jeg slog begge toiletbrætter ned og satte mig oppe på toilettet. Der sad jeg på Kirke Hyllinge skole, ene og alene i verden. Uden venner, uden veninder. Jeg havde kun min nederen familie derhjemme. Jeg viste ikke hvor lang tid jeg skulle sidde inde på det der toilet, for jeg syntes næsten lige det havde ringet til frikvarter.. Men på samme tid syntes jeg også at der var gået lang tid. Men til min store lettelse ringede klokken. Endelig! Og der blev helt stille uden for, jeg blev siddende 2 min. ekstra for at være helt sikker på, at de var gået. Men da jeg kom ud var de der alle sammen, jeg blev lagt ned trampet på, slået og sparket. Da jeg lå der på gulvet, kunne jeg ikke tænke på andet end: Det er nu! Jeg gider ikke være her mere, jeg gider ikke leve når verden er sådan ved mig! Hvert et slag føltes som 1000 nederlag, alle sparkene gjorde mere og mere ondt. Indtil jeg hørte en råbe: ”der kommer en lærer, alle væk!” og til mit store held kom der en lærer. Lige der var jeg sikker på, at de alle sammen skulle få skæld ud, for hvordan kunne hun undgå at have hørt alt larmen og se hvad de lavede? Jeg blev liggende og ømmede mig, det gjorde så ondt over det hele. Indtil jeg hørte en stemme sige: ”Hvad laver du nede på gulvet når timen begynde for 10 min siden?” Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare… jeg rejste mig bare op lidt fortumlet. Jeg var knust. Men sagde ikke et ord… for jeg var bange for, at det hele så ville blive værre. Og hvis jeg sagde det, ville det jo ikke blive taget seriøst, det gjorde det jo aldrig. Jeg ville bare få at vide, at det var noget sludder jeg sagde. For lærerne kunne jo se, at jeg havde det godt i min klasse. Da jeg gik ind til time, tænkte jeg kun på af få dagen overstået. Jeg ved ikke hvad vi skulle lære i den time, jeg havde for travlt med af dagdrømme om den dag alting skulle blive godt. Den dag jeg havde venner, jeg kunne stole på, den dag alle kunne lide mig for den JEG var. Men det ville nok aldrig ske.. lige pludselig kunne jeg høre klokken. ”HVAD var klokken virkelig så mange?” jeg tog min mad op af tasken, og begynde af spise. Der gik ikke lang tid, så stod de samme mennesker rundt om mig. De tog min mad og kastede den ud af vinduet, det gjorde de altid. Jeg lod som ingen ting, og gik udenfor. Jeg gik op på banerne, der var så stille og fredeligt. Jeg satte mig i græsset, det var helt blødt og glat som silke. Solen skinnede og det var dejlig varmt, bierne og sommerfuglene fløj fra blomst til blomst, og summede så hyggeligt. De lidt mindre børn legede og hyggede sig med deres venner, de så så glade ud! Og det smittede lidt af på mig, jeg blev helt varm om hjertet. Det var så rart bare af side der, jeg behøvede ikke koncentrere mig om noget. Ind til jeg fik et slag i baghovedet, det gjorde ondt, og jeg syndes jeg kunne smage blod i munden. De var der igen.. det var altid de samme. De stillede sig foran mig, og jeg rejste mig op. Men der var jo flere end der plejede af være, det var hele klassen denne gang.. De stillede sig i en cirkel rund om mig. Og begyndte af skubbe lidt og sige nogle ting der ikke var så rare. Det var ikke så slemt, men jeg var alligevel lidt bange for, hvad der skulle ske. Skubbende blev hårdere og hårdere, orde blev være og være. Lige ind til jeg lå på jorden, det græs som havde føltes så rart, føltes nu som af ligge på søm. Det stak og gjorde ondt af ligge på. De begyndte af sparke til mig, og spytte på mig. Sige ord der var så lede, af jeg ikke kunne beskrive dem. Og jeg blev mere og mere vred! Jeg prøvede af rejse mig op, jeg var færdig med af blive behandlet sådan! jeg kæmpede for af komme op og stå, og det lykkes til sidst. Jeg var bare så sur nu af jeg havde lyst til af gå amok! Jeg var så ked af det, af jeg var lige glad med af holde mine tåre igen, de fløj ned af mine kinder, som en typisk efterårs regnbyge. Det var nok nu! Jeg havde fået for meget af det dårlige og for lidt af det gode! Jeg havde jord og skidt over alt, men det var lige meget, for nu skulle de se hvem der var de svage i klassen! Og det var ikke mig! Jeg prøvede virkelig af få skovlen under dem, men jeg kunne ikke.. det endte med af jeg fik adskillelige slag i hovet og i maven. Jeg kæmpede mig ud af cirklen. Og løb, jeg løb bare uden af tænke. De jagtede mig rundt på hele skolen, jeg var så bange, og jeg græd bare mere og mere. jeg var ikke bange for dem alle sammen, kun dem der kunne følge med.. Og jeg besluttede mig for af jeg ville løbe hjem, for på skolen skulle jeg ikke være mere jeg løb op forbi kirke Hyllinge hal, og videre hjem på Kirkevej. Da jeg drejede ind til hvor jeg bor, løb de alle sammen tilbage til skolen. Da min mor så mig være hjemme så tidligt, og fik set på mig. Spurgte hun mig straks om hvad der var galt. Jeg fortalte hende det hele, hun sagde til mig af jeg ikke behøvede af tage til bage i skole, og af hun godt ville hente mine ting på skolen. Så jeg blev hjemme, og gik straks op på toilettet. Og fandt barberbladet frem og begynde af skære. Jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det.. Men det var bare som om det befriede mig, som om af den psykiske smerte forsvandt, så der kun var den fysiske. Som om jeg fik andet af tænke på, end at jeg ville dø. Det var bare så dumt! og jeg ved det jo godt.. Men hvad kunne jeg gøre når jeg havde det som jeg havde det?
Det er gratis at oprette en konto