Hvorfor sidder jeg her? Jeg havde det hele, men alligevel spildte jeg det væk. Jeg havde alle mulighederne for, at blive til noget. Alle muligheder for at udrette store ting. Der går ikke en dag, hvor denne tanke ikke falder mig ind. Hvis jeg nogensinde fik muligheden for at rejse væk, ville jeg gøre det. Jeg ville ikke tøve et sekund. Rejse væk og starte på en frisk, men dette er vel blot en drøm, eller er det?
Det hele startede vel da jeg blev født d.20 januar 1965. Jeg voksede op med min lillebror og forældre. Jeg havde en god barndom med kærlighed og sikkerhed, men jeg alligevel følte jeg, at jeg intet fik med fra mine forældres side. Jeg havde brug for hjælp til, at udvikle mine personlige ressourcer og kompetencer, men hjælpen kom aldrig. Jeg forstod i en tidlig alder, at jeg stod alene omkring disse punkter. Dog var der nogle episoder, som jeg ikke tør, at huske tilbage på. Jeg kan stadig dufte hans rådne ølånde. Men hvorfor skulle jeg også få den dårlige side med mig, fra min fordrukne far. Jeg hader det som pesten, men når jeg først får tørsten kan jeg ikke stoppe det. Jeg har stadig ar efter min barndom. Den tyran. Nå, men min ungdom var noget af det samme. Jeg kom aldrig rigtig i skole, da mine forældre mente jeg skulle arbejde, så min viden var meget lille. Jeg tænkte tit på min fremtid og havde store drømme, men uden mål kan drømme ikke gå i opfyldelse. Jeg havde ingen mål. Kun en drøm om, at blive rig og kendt ligesom the Beatles. Min mor sagde altid, at min far ikke mente noget med hans voldige adfærd og at det var noget hans far plejede, at gøre imod ham, men jeg vil aldrig kunne tilgive ham. Nogen gange var han specielt efter min lillebror og jeg hadede det. Derfor beskyttede jeg ham altid ved, at tage skylden for hans gerninger. Det var især sent om aften når min far kom fuld hjem. Min lillebror lejede altid med legetøj og som sædvandelig flød det ud over gulvet. Den første gang det skete kom min lillebror ud med et blåt øje og en flækket læbe. Jeg svor, at jeg aldrig vil lade det ske igen. Derfor tog jeg altid skylden for hans legetøj. Men årene gik og jeg blev tros alt større. Til sidst kunne han ikke holde hånden over mig. Da jeg blev 18 stod jeg uden uddannelse og uden familie, kun fysisk. Min mor lå på hospitalet og myndighederne havde taget min bror. Min far var blevet arresteret for vold imod ægtefælde og barn. Da jeg nu var 18 var jeg selv ansvarlig overfor mit liv, så jeg begyndte, at arbejde og startede en uddannelse som kok. Som 22 årige var jeg færdigudlært og havde stoppet alt kontakten til min familie. Jeg vidste min lillebror havde det godt og det var alt der betød noget for mig. Jeg startede en resturant op midt i København centrum. Det viste sig at blive en kæmpe succes. Som en hver anden mand mødte jeg en vidunderlig pige, som jeg blev gift med som 28 årig. Jeg tror det var der det begyndte. Jeg mødte min kones bror, som havde denne bar i København. Ham og hans venner havde inviteret mig på drinks i klubben. Den første aften kan jeg intet huske fra, men da jeg vågnede i min seng næste morgen var det eneste jeg havde lyst til en øl. Så jeg tog en øl og en blev til flere osv. Til sidst passede jeg ikke mit arbejde eller min familie. Jeg havde fået tørsten for alkohol. Min resturant kig fallit og min kone skred. Til sidst tilbragte jeg al min tid på bænken på Københavns banegård. Jeg var alene i verden lige indtil ulykken. Jeg troede aldrig jeg skulle se dig igen, men her står du. Sammen med din familie. Jeg takker guderne for din lykke bror. Jeg ved ikke hvor længe jeg vil leve, men jeg vil bare sige til dig. Du må aldrig blive som mig. Du har den styrke som jeg aldrig har haft. Jeg ved du aldrig vil ende ligesom mig, men den sociale arv kan gøre det svært. Bare kig på mig bror. Jeg er bunden i samfundet, man kommer ikke længere ned end dette. Jeg har altid elsket dig bror. Jeg ville bare have, at en skulle huske mig og min livshistorie. Farvel bror.
Det er gratis at oprette en konto