De fleste har i deres barndom nok hørt ordene, ’’du burde skamme dig’’. Som jeg husker det, var det ikke det værste når ens forældre var sure, men når de var skuffede. Men hvad er forskellen? At skamme sig er et udtryk vi bruger, når man har gjort noget der er fuldstændigt uacceptabelt og som ikke kan rettes med undskyldninger og forklaring. Man sidder tilbage med intet andet end tavsheden, og den dårlige smag i munden.
Der sker tit situationer, hvor man simpelthen ikke ved hvordan man skal reagere, hvilket bare leder til ordene, ’’skam dig’’. Jeg synes faktisk ikke vi bruger de ord nok, i forhold til de mange tilfælde der sker i hverdagen, hvor det fint vil passe ind at minde vedkommende om, at de virkelig burde skamme sig. Vi kender vist alle det der, når man godt selv ved, at man har gjort noget man ikke skulle have gjort. Der er det kun en selv der styrer, hvorvidt man skal krybe ned i samvittighedskassen og lige tænke.
”Man kan træde frem med sin skyld og sige undskyld. Men at træde frem med sin skam giver mere skam.”
Jeg har selv oplevet følelsen af, at jeg burde skamme mig. Jeg husker at jeg engang tog min søsters regnjakke, uden at spørge og uheldigvis afleverede den i en knap så fin tilstand, som jeg havde taget den i. Jeg havde intet at forsvare mig med, da hun nedtrykt og skuffet måtte sige, ’’Jeg stoler ikke på dig mere, når du bare tager mine ting’’. Men hvad gør man? Skal man bare skamme sig og fylde sig selv med mere skam, eller er det ikke bedre bare at
Det er gratis at oprette en konto