Skam er noget vi føler hele tiden, om vi er små eller store. Om det er på arbejdspladsen, folkeskolen eller i børnehaven, det spiller ingen rolle. Jeg tror at alle mennesker har oplevet at blive ydmyget, latterliggjort, og det kan nemt medføre det grov mobning. Selvfølgelig er skam en dårlig og negativ ting, men er modgang ikke det der danner mennesket. Er man et menneske, hvis man aldrig har følt sig blottet, og decideret har været utilpas til mode. Følelsen er alt andet end fed, men vi lærer af at være på udebane. At være i denne situation flere gange end en, mener jeg at det gør os stærkere, fordi at til næse gang ved vi hvordan man håndterer det. Mennesket er et flokdyr, og derfor er andres anerkendelse vigtig. Alle har brug for nærhed, venskab, omsorg, intimitet og kærlige relationer. Men når du åbner dig for andre, gør du samtidig dig selv sårbar. Når du viser dit inderste til omverdenen, har du brug for at blive mødt med kærlig accept. Ellers rammes du på din selvfølelse. Man føler sig blottet og uønsket, og man har bare lyst til at komme så langt væk som muligt.
Da jeg var mindre brækkede jeg benet, og efter et stykke tid, så kunne jeg gå og løbe igen. Det var tid til idræt, og vi skulle løbe stafet. Jeg løb først, fordi jeg var en af de hurtigste, og i den fjerne baggrund kunne jeg hører folk grine. Jeg løb mærkeligt, og de begyndte at kalde mig mongol. Jeg turde ikke løbe i rigtig langtid, fordi jeg vidste at jeg ville modtage denne reaktion fra folk. Den dag i dag, så er jeg stadig usikker på at løbe, men folk kan ikke stoppe mig, fordi at jeg elsker at løbe. Jeg føler mig fri, jeg føler jeg løber i min egen verden hvor alt andet stille bliver mindre klart. Jeg løber væk fra alle problemer og de bekymrende tanker, som føles som tunge sten i brystet.
Det er gratis at oprette en konto