Det er så yndigt at følges ad, kan både være et nemt og fredeligt forhold med gengældte følelser, eller et hadfyldt og misundeligt hjerte. Kærlighed er ikke altid en dans på røde roser, men vi elsker den helt og aldeles alligevel.
Jeg tørster aldrig efter vin, er et digt, skrevet af Hulda Lütken som er udgivet i digtsamlingen ”Lys og Skygge” i 1927. Digtet er et traditionelt digt, som har 10 strofer med 4 verselinjer i hver. Digtet er centrallyrik, da digtet omhandler jegets følelser og tanker, som fx i strofe 7 ”jeg elsker dig så dybt, at jeg til tider tænker: Gud give, at vi begge lå i Dødens lænker”.
Første strofe omhandler jegets længsel efter en anden, men jeget ved at det dræber, jeget selv indefra. Den anden strofe omhandler jegets dårlige selvværd, det kan man se på citatet ”jeg er en slave af et sind, som jeg foragter”. Tredje strofe omhandler en anden kvinde, der har fået jeget skubbet væk fra den person jeget længes efter. Fjerde strofe omhandler jegets sorg over ikke at skulle komme nær personens læber igen, men også at jeget vil forblive ved med at tænke på personen. Den femte strofe handler om jeget, der ønsker at personen får dårlig samvittighed eller fortryder valget om ikke længere at være sammen med jeget. Den sjette strofe handler om, hvor meget jeget vil blive ved med at hade personen, men også at jeget ikke længere vil spilde tåre på personen. Den syvende strofe omhandler jegets ønske om at de for evigt skulle have være lænket sammen, til den dag de ville stille træskoene. Den ottende strofe handler om at de ikke skulle have tænkt på noget, men bare været sammen. Den niende strofe handler om at de ville have sovet det liv væk, som de ikke kunne få til at fungere sammen. Den sidste strofe handler om hvor meget jeget længes efter personen, men også at jeget ved, at den person ikke er noget for jeget selv.
Det er gratis at oprette en konto