Analyse af H.C. Andersens eventyr 'Skrubtudsen'

”Skrubtudsen” er et eventyr skrevet af Hans Christian Andersen, også kendt som H.C. Andersen. Eventyret er udgivet i år 1866, og blev offentliggjort for første gang den 11. december. Jeg vil starte med at lave en analyse af eventyret, hvor jeg blandt andet vil komme ind på personkarakteristik, miljø, kontraktmodellen, sproget, temaer og budskabet. Jeg vil slutte min analyse af med en perspektivering til romantikken.

Eventyret handler om en flok frøer og skrubtudser, som bor nede i en brønd. Hovedpersonen, skrubtudsen, som hele eventyret handler om, drømmer om at se den virkelige verden uden for brønden. Skrubtudsen er meget nysgerrig, så den ender med at komme op af brønden via en vandspand. Skrubtudsen opdager den virkelige verden, og møder blandt andet nogle andre dyr. Skrubtudsen ender med at møde en stork, som spiser den imens den flyver ”opad”, som skrubtudsen så gerne ville.

Hovedpersonen i eventyret er som sagt skrubtudsen. Skrubtudsen er meget nysgerrig og modig, det ses blandt andet på side 2, linje 6-7, hvor der står ” Den havde sådan en lyst til at komme op ved brøndkanten og se ud; den følte sådan en længsel efter det grønne deroppe…”. Endnu et sted hvor man kan se, at skrubtudsen er nysgerrig er på side 2, linje 1-2, hvor der står ”…. Den niende dag tænkte den: "Videre frem! …”, for den vil se mere af verdenen, og den kan slet ikke vente med at komme videre. Vi får også af vide, at skrubtudsen altid følte trang til noget bedre, det ses på side 3, linje 10, hvor der står ” "Nu rejser jeg videre!" sagde den lille skrubtudse; den følte altid trang til noget bedre”. Alt i alt kan vi altså konkludere, at skrubtudsen er meget nysgerrig, og at den har rigtig svært ved at sidde stille ét sted, den vil altid videre. Skrubtudsen kommer fra en brønd, hvor dens ønske var at komme op, op til den virkelige verden. Da skrubtudsen kommer op til den virkelige verden vil den længere op, og det ender den også med at komme, da storken flyver afsted med den, og man kunne tro, at den fløj op til gud, hvilket måske var skrubtudsens drøm. Der har tit været snak om en ædelsten, som en speciel skrubtudse skulle bære rundt på, og vi finder til sidst i eventyret ud af, at det altså er skrubtudsen som eventyret handler om, som bærer rundt på den dyrebare ædelsten. Skrubtudsen har gennem hele eventyret været overbevist om, at det ikke var den, som havde ædelstenen, som specielt viser, at skrubtudsen ikke føler sig særlig speciel og unik i forhold til de andre skrubtudser og frøer, det kan man blandt andet se på side 5, linje 9-10, hvor der står ” "De talte også om ædelstenen!" sagde skrubtudsen. "Det er godt, at jeg ikke har den, ellers var jeg kommet i ubehagelighed!". På side 6, linje 7 står der ” Solstrålen tog den, solstrålen bar ædelstenen fra skrubtudsens hoved. Hvorhen?”, og det er her, vi finder ud af, at det var skrubtudsen som havde ædelstenen. Solen fanger ædelstenen idet skrubtudsen dør, og det kan være et tegn på, at ædelstenen ender hos Gud sammen med skrubtudsen. Ædelstenen kan være et symbol på, at skrubtudsen er noget helt specielt og dyrebart – skrubtudsen var også den eneste, som turde bevæge sig ud i den virkelige verden, dens mor var tæt på, men kunne ikke, så det er endnu et symbol på, at skrubtudsen var noget helt specielt og stærkt.