Analyse af Jakob Ejersbos novelle 'Uhuru Peak'

Novellen er skrevet af Jakob Ejersbo i 2009, Jakob er en dansk forfatter som blandt andet er kendt for novellesamlingen ”Superego” og brevromanen ”Fuga”. Jakob er uddannet journalist. Jakob Ejersbo debuterede i 1998 med ”Fuga” med hans ven Morten Alsinger, hvor han efter har skrevet en masse noveller og romaner. Allerede som barn ville Jakob Ejersbo gerne være forfatter og det kan man sige at det har han i hvert fald fået opnået at blive en kendt forfatter. Jakob var den nye repræsentant for nye realisme, hvor han fokuserede på at finde nye, rodløse, misbrugere og arbejdsløse unge at fokusere på.Novellens titel giver rigtig god mening i forhold til indholdet, fordi at han lige præcis har det mål at han gerne vil opnå noget stort, det med at sige det sidste farvel. At stå på toppen og se udover ”verden” at kunne trække vejret i noget anderledes og se sine tanker for sig. Det er det jeg tænker at han har valgt at gøre ved at stå på stoppen af Uhuru Peak, og derfor giver det rigtig god mening at han har valgt at kalde novellen det. Vi kan se at det er en novelle fordi at der sker et handlingsforløb og det er at han skal bestige Kilimanjaro og komme op på toppen af Uhuru Peak, det er egentlig hvad der sker i hele novellen, vi hører detaljer om dagene og hvordan han opnår det. Jakob er rigtig god til at bruge den genre der hedder hyperrealisme, fordi at han tegner virkelig et billede oppe i hovedet på folk om hvordan det har været, at man kan se hans tanker og mening med novellen. Når man læser hans tekster, og specielt Uhuru Peak, så for hver linje der er, tegner det sig et rigtigt godt billede af hvordan hans rejse har været. Der er ikke noget autofiktion i den her novelle, fordi at det er fakta det han siger. For det første er Jakob Ejersbo en meget pålidelig og troværdig forfatter. Han fortæller hans egne historier om hvordan hans/andres liv har været, og det kan vi også se i den opgave vi lavede sidst hvor vi skulle finde billeder af ham inde på den side der. Det er ægte billeder og ægte følelser i det. Vi ser at der bliver snakket meget swahili, og det er forståligt når det er at det er sproget i landet, det er den måde som guiderne snakker på og den måde det er nemmest for dem at kommunikere med deres ”klienter”, altså de rejsende som søger en rejse for livet. Teksten handler om en mand ved navn Hehe, han er 2/4 hvid, ¼ græsk og ¼ Hehe, der gerne ville bestige Kilimanjaro, hvor han starter ved indgangen i Kilimanjaro naturpark og så hele vejen til Uhuru Peak. Undervejs i historien hører vi at de stopper ved nogle hytter som de kan sove i. Han vil sige hans sidste farvel til Samantha som han føler at han skal gøre på toppen af Uhuru Peak.Novellen er opbygget således.Selve novellen starter in media ræs, som man kan se ved at handlingen starter midt inde i det hele, der er ikke nogen opbygning til selve novellen, man hører ikke om hans planer i starten om hvordan han vil gøre det hele, men den starter midt inde i det hele, ved at han starter ud med på side 83, linje 1. ”Jeg tager en matatu ud til Himo og op mod Marangu”. Så er man ligesom inde i historien uden nogle opbygning til hvad der sker. Den foregår i et kronologisk forløb, at den simpelthen tager det step for step, man hører fra starten af in media ræs, at han tager til Himo og så op mod Marangu, og så hvad der sker hen af vejen til han når Uhuru Peak og så tilbage igen. De enkelte flashbakcs der er, er især i starten, hvor man ligesom opbygger den ”identitet” til personen man har med at gøre, altså hovedpersonen Hehe. Forudgrebet i novellen er at park betjenten siger at han skal finde en guide som har et certifikat, og han så senere finder en. Hvis man tager forskellen på de sorte og de hvide her i novellen, så er den meget stor. De sorte kan man sige er ”guiderne”, det er dem der tjener de hvide menneske som søger en rejse for livet. Vi ser at i teksten lykkedes det jeget at komme ind til lokal takst ved at smide nogle pengesedler ind i sit pas da han aflevere det til park betjenten. Det viser en hel del om hvordan de lever dernede, de er meget fattige og ligeglade med hvordan tingene bliver gjort, og det er beviset at park betjenten bare tog imod pengene der blev lagt i passet der ikke engang var Hehes. jeget i forhold tyskernes og fransmændenes tur er meget anderledes, Jegets tur når helt til toppen og vil gerne derop hurtigst muligt, det er ikke noget med at han skal have en certificeret guide som tyskerne og franskmændene. Tyskerne og frandsmændene tager det meget stille og roligt, de tager deres pauser inde i hytterne, hvor de får mad og får mulighed for at sove og slappe af, sådan er det ikke med jeget, jeget er ligeglad med det og skal bare afsted. Kolonitiden bliver beskrevet meget voldsomt, der er rigtig meget krig, man hører om Hehes mors tipoldefar, som var høvding Mkwawa. Man hører om tyskerne der invaderede kolonien, men hvor kolonien gjorde stor skade på tyskerne. Der bliver snakket om at tyskerne vandt, men det gjorde de ikke, de brændte kolonien ned og tog alle deres ting. Men høvdingen slap væk derfra og fik samlet 3000 mænd som skulle angribe tyskerne og det gjorde de, selvom der var sat en dusør på hovedet af høvdingen. Forholdet mellem de vigtigste personer i teksten er meget godt, der bliver snakket godt sammen og fortalt om hvordan hovedpersonens familie og ”tidligere liv” har været. Sproget er meget uformelt, der kan godt blive bandet og der bliver ikke snakket på en ”fornem” måde.Forskellen mellem bærerne og turisterne er meget tydelige, bærerne og guiderne er dem der laver alt arbejdet, egentlig ville man kunne sige det er slavearbejde, bortset fra de bliver betalt for det, det er dem der knokler og laver alt det fysisk hårde, de slæber omkring 50 Kg på hovedet, som er alle turisternes ting. Turisterne laver egentlig ikke andet end bare at skulle følge guiderne og give deres ting til bærerne, de går bare og nyder tingene, så igen ville man kunne referer til slavetiden. Så forskellen er at bærerne arbejder for turisterne, ligesom i de gamle dage hvor de sorte arbejdede for de hvide. Hvis man er en hvid man i Afrika, er det en stor fordel hvis man kommer med en logisk sans og arbejdsomhed, fordi at de sorte mennesker i Afrika ikke planlægger ud i tiden, for dagen efter ser det helt anderledes ud end hvad de havde regnet med. Hvis man tager jegets oplevelser i forhold til Jørgen Leth og Karen Blixen, så er de rigtig meget ens, det er igen de sorte der arbejder for de hvide. Det er de hvide der betaler for at kunne komme steder hen og få arbejdet til at fungere. De sorte stiller sig til rådighed, fordi det er sådan kulturen er dernede, de er meget fattige som jeg har nævnt længere oppe, så derfor bliver de nød til at gøre det der skal til for at tjene nogle penge. Emnet i denne novelle prøvelse af livet, vil jeg mene. Om han kan holde til at bestige Kilimanjaro og komme op på toppen af Uhuru Peak, for at sige farvel til Samantha, og det er en prøvelse i livet, for der er mange der har forsøgt, men fejlet, og det er den ultimative mission for ham. Jeg vil sige at temaet er udholdenhed. Det er det fordi at han skal holde ud at kunne arbejde med nogle mennesker han ikke er vant til, at han bliver sat på en prøve for at kunne give sit sidste farvel. Der skal rigtig meget til og det hører man igennem hele novellen, for at kunne opnå succes. Fortælleren vil komme med hans synspunkt på hvordan tingene fungere nede i Afrika, hvordan de arbejder, hvordan de lever og hvordan deres hverdag ser ud. Han vil fortælle os hvordan hans følelser er og har været igennem lang tid.