Min ven og jeg have fået besked på at sparre til træning, efter 5 runders obsevering af min træner Keith, vurderede han os klar til det man kalder en diplomkamp, det næste stævne var om 3 uger, så i kan selv forestille jer hvordan træningen var indtil. Det var teknisk og intensiv konditræning hver gang 3 dage om ugen, egentlig var jeg meget glad, jeg elskede teknisk træning, og jeg var der jo for at bokse, træningen gjorde mig ikke andet end glad, der et specielt bånd i vores klub, det er nok fordi den er så lille. Min ven og jeg havde diskuteret om vi skulle tage til stævne, og vi kom hurtigt til enighed om det skulle ske, vi snakkede med de andre i klubben om hvordan det fungerede, hvor vi så kom frem til at man fik en modstander, og så gik det ud på at få over 27 point, så kunne man få et diplom. Diplomet blev brugt som en godkendelse til at gå videre til amatør kampe, altså de helt store kampe, med andre dygtige boksere. Derefter kan man så komme til proffesionele kampe, hvis vel og mærke man er god nok. Jeg følte mig klar, jeg vidste jo at min træner ikke ville sende os afsted hvis han vidste vi ville tabe, der var tillid. 3 dage inden vi skulle afsted var vi til træning, der var sparring på programmet, jeg blev sat sammen med min ven Nino, vi var cirka samme vægtklasse. Det var de sidste 20 minutter af træningen så vi begge var ved at dø af udmattelse. Nino var dygtig, han havde altid været foran mig, især teknisk, det eneste jeg lå i top med var kondi og hastighed, vi havde ikke sparret i lang tid, kun teknisk træning, men det viste sig at have betalt sig, da jeg dominerede Nino hele kampen, kan tydeligt huske alle de slag han fik ind på mig, for der var ikke mange, en gang i leveren og en gang i hovedet. I omklædning fik jeg spørgsmålet ”Ramte jeg dig overhovedet Mikkel?”, det var ikke andet end en selvtillids booster. Men det betød noget for mig, for 90% af boksning er mentalt. Dagen derpå skulle vi afsted en lørdag kl 10 om morgenen, tidligere end vi alle var vant til, jeg kørte med Chefen som vi kalder ham, rigtigt hedder han Johnny, men han bliver kaldt Chefen fordi han ejer klubben. Stævnet blev holdt 80km fra Randers hvor vi boede, det lå i noget der hed Hedensten, turen var langvarig, men den føltes ikke særlig lang vi snakkede jo hele vejen. Johnny havde en gammel skrotbil, så der skulle selvfølgelig komme en joke om hvor han havde sin Bugatti fra. Efter den 80km lange tur var vi endt i Hedensten. Min kamp var nr. 13 så havde god tid, men den skulle bruges fornuftig, så jeg øvede min teknik med min træner Keith, og de sidste 20 min op til skulle jeg sjippe for at komme i gang. Men jeg var jo ikke den eneste der skulle bokse, så jeg havde kort pause når jeg skulle se de andre. Man fik uddelt et helt specielt par handsker, som var godkendt til rigtige kampe, for at sikre ingen fik skader. Egentlig var jeg ikke nervøs, jeg havde hilst på min modstander, som jeg havde fået afvide var dygtig, og han virkede ikke farlig, så jeg kunne slappe af. Jeg var mest nervøs for om jeg fik diplom, min største frygt var at få 26 point, så jeg skulle vente til næste sæson. Men tiden gik og det var min tur, den skulle jo komme, min træner gav mig et tip til at styre hans ”jab” det mest essentielle slag i boksning, inden jeg skulle i ringen. Man føler noget specielt når man stod på den anden side af rebene, kampen bestod af 3 runder, som hver varede 1 min, 1. runde dominerede jeg min mostander, med simpelt bare bruge min fødder holde afstand og slå når han var åben, man har en helt speciel føelse når man bokser, ens hoved er helt tom, man har ikke melidenhed, men man er heller ikke sur, og vil ikke gøre den anden ondt, man tænker det som et regnestykke, man skal regne ud hvornår man kan slå, hvornår man skal parrere. Den 30 sekunders korte pause mellem 1. og 2. runde fik jeg afvide af Keith at jeg allerede dominerede, så jeg skulle bare gå ind, ”Vær et vilddyr, han kan ikke styre dig”, jeg lyttede selvfølgelig til hvad han sagde, og som jeg regnede med virkede det, min modstander havde armene foran hovedet resten af runden, og pointene fløj op på min tavle. I diplomkampe må man hverken slå hårdt eller lave en såkaldt knockout, da kampen udelukkende er til for at bedømme ens teknik, hvis man slår for hårdt får man en advarsel, og hvis man laver en knockout bliver man diskvalificerede. 3. runde var som smør da min modstander var blevet træt både af slag, men også af selv at slå, det vidste jeg selvfølgelig godt så jeg udnyttede det, lod mine parader falde ned, og slog så hurtigt jeg kunne, det virkede og jeg fik point på point, kampen endte med et diplom, for pointene sagde 31 til mig, og 12 til min modstander, så ikke nok med jeg fik diplom, så vandt jeg også kampen, jeg vandt den stort. Så alle gutterne fejrede det ved at gå udmattede op i cafeen og spise, og en sovetur i bilen på vej hjem, så man kan sige det hele endte som en succes.
Det er gratis at oprette en konto