Sandhed/løgn

ER DET VIGTIGERE AT UNDGÅ AT SÅRE FOLKS FØLELSER END AT FORTÆLLE SANDHEDEN?

De fleste mennesker har løjet og lyver hver eneste dag. Dem, der siger, at de ikke har, lyver for sig selv. At sige “Jeg lyver aldrig” er den største løgn der findes og vi lyver hele tiden uden at tænke over det. Folk lyver, når de bliver spurgt om, hvordan de har det. De fleste vil nok bare sige “fint”, fordi man inderst inde godt ved, at den anden person alligevel ikke gider høre på alle ens problemer og frustrationer. Man lyver, når man trykker “Jeg har læst og accepterer betingelserne”, men alle ved jo godt, at man ikke har læst den 10 sider lange liste med betingelser og er enig i alt det, som de fylder os med. Men hvorfor vælger folk egentlig at lyve? Og hvornår er det for meget? Siden vi var små, har vi altid fået fortalt, at man IKKE skal lyve, og at vi altid skal fortælle sandheden, fordi den man lyver for alligevel ville finde ud af det før eller siden. På baggrund af det, burde man have lært at være ærlig til hver en tid, men alligevel lyver både børn, unge og voksne næsten hver dag. Alt imens forældre fortæller og opdrager deres børn til ikke at lyve?, vænner de dem til, at løgnen kan bruges som en udvej til at undgå konflikter og konsekvenser. Ved hele tiden lige at slippe en lille hvid løgn, omkring hvorvidt ens øjne ville sidde fast, hvis man blev ved med at gøre sig skeløjet, men i sidste ende var det egentlig bare fordi forældrene synes, at det så grimt ud. ?Eller at man fik firkantede øjne, hvis man ikke stoppede med at se fjernsyn, i stedet for at sige sandheden og tage konflikten, der fulgte med og så sige, at de ikke vil have, at vi skulle se så meget fjernsyn. For mange vil der måske være en lille udvej i at lyve. Så behøver man ikke at forklare sig selv eller uddybe, hvorfor man gjorde dit og dat. Grunden til, at man lyver er oftest for at hjælpe eller fremme sin egen sag, og mange er nok også bange for at se den barske sandhed i øjnene, fordi vi ved at den har konsekvenser, som går ud over os selv. Mange manipulerer derfor med sandheden, og undlader måske endda også at fortælle hele historien for at skåne sig selv og ikke mindst andres følelser. Man håber nok inderst inde, at man til sidst selv kommer til at tro på ens egen falske sandhed. Unge mennesker kan også føle en trang til at lyve overfor deres jævnaldrende, for at opnå anerkendelse eller for at virke mere som alle de andre. I det tilfælde lyver man ikke mindst overfor andre, men også en selv. Man skal huske på, at der er en grænse for meget man kan lyve om, når det kommer til en selv, for hvis man bliver ved med at lyve og slipper afsted med det hver gang, så ender man med at leve livet på en løgn, og det tror jeg ikke, at der er nogen der ønsker.