Overgangen fra barn til voksen er noget alle mennesker skal gå gennem, og på et tidspunkt bliver man nødt til at give slip på dét barnlige idol som man er vokset op med. I romanen ”Den kroniske uskyld” skrevet af Klaus Rifbjerg, udgivet i 1958 på Det Schønbergske Forlag, bliver vi præsenteret for Janus og Tores venskab og de problemer, de møder undervejs i deres ungdomsår. ”Jeg drønede ned til ham of satte mig, nu var det Tore og mig, og så var det helt i orden fremover”. I denne analyse af ”Den kroniske uskyld” vil jeg kort fortælle om romanens handling. Derefter vil jeg komme ind på forfatterskabet, romanens komposition og fortæller. Derudover vil jeg give en personkarakterstik af de relevante personer, og en beskrivelse af tid og miljø. Som afslutning på analysen vil jeg perspektivere romanen til Syndefaldsmyten.
Analyse
Den kroniske uskyld omhandler Janus og Tores ungdomsår. Som læser af romanen får vi et indblik i hver deres individuelle udvikling, men vi følger også hvordan deres venskab udvikler sig over længere tid.
Forfatteren af romanen er Klaus Rifbjerg. Han er en særdeles anerkendt forfatter, isæt i den anden halvdel af det 1900 århundrede. Rifbjerg er særdeles kendt for at skrive som en menneskeforfatter og derunder skildringen af udviklingen fra barn til voksen. I romanen ”Den kroniske uskyld” ser man tydeligt at forfatteren har fokus på Tore og Janus’ udvikling. Det er altså et ret tydeligt eksempel på en udviklingsroman. I en udviklingsroman ses det ofte at, den ender i uvished om personernes videreudvikling, og det ser man også i Klaus Rifbjergs roman, da Janus er knust over Tores død, men derimod er han også lettet ”Den lettelse, jeg følte, da jeg forlod ham i dag, var anderledes end den jeg plejede at føle, når jeg tager fra hospitalet og Tore”.
Det er gratis at oprette en konto