Grimasser

Mange mennesker har prøvet at miste en forældre, nogle har haft nære relationer og andre har næsten kun været bekendte med dem. Men fælles for dem alle har været sorgen og splittelsen de står tilbage med. Nogen har håndteret det bedre og andre har skulle etableres med tanken om et nyt liv, en ny start. I novellen etableres man med ordet “Splittelse”. Der kan oftest opstå en form for splittelse, som fremviser en vis form for tvivlsomhed som hovedpersonen også bliver mødt af. Denne splittelse kan ofte optræde i de meget nære relationer og bliver i dette tilfælde især synlig i den kritiske og livsændrende situation, som fx når hovedpersonens far dør. Igennem hele novellen tager vi del i hendes sorgreaktion i scenariet før og efter faderens bisættelse. Eftersom hun har fået til opgave at stå for sin faderens bisættelse og afvikling af boet. Hendes handlinger kan karakteriseres som en følelsesmæssig løsrivelsesproces som følge af modsatrettede og ambivalente følelser over for faderen. Novellen er skrevet med en jeg-fortæller med indre synsvinkel, hvilket har det virkemiddel at det gør fortællingen mere personlig og man har fornemmelsen af at man følger hende igennem hendes måde at bearbejde sorgen på. Hun har altså svært ved at finde ud af, hvordan hun skal reagere på sin fars død: ”Jeg havde endnu ikke fundet en grimasse, der kunne passe”. (Side 33, linje 5-6) Grunden til der skrives således er fordi hun stadig ikke ved hvordan hun skal reagere og hvordan hun skal vise sin sorg. Netop pga. dette følelsesmæssige problem søger hun efter andre menneskers reaktioner på sin fars død for at kunne spejle sig i disse udtryk og tilpasse sin egen sorgreaktion herefter. Så for at løse hendes såkaldte ”problem” med at finde en grimasse, der kan passe, æder hun andre menneskers reaktioner råt: ”Jeg åd synet i én mundfuld, og da hans øjne blev fugtige og hans kinder begyndte at sitre, labbede jeg også dét i mig”. (Side 33, linje 13-15) Ordet ”labbede” betyder at man ?fortære noget grådigt eller ivrigt hvilket er præcis hvad hun foretager sig, da hun hungrer efter at ?spejle sig og kopiere, hvordan sorg føles. Dette får det nærmest til at virke, som om hun er følelsesmæssigt fastlåst og ude af stand til at mærke sig selv. Efterfølgende spørger hun sig selv ”Hvordan sørger man over Gud?” (Side 33, linje 6) Gud er jo udødelig, altings skaber; almægtig og alvidende. Eftersom hun ikke har nogen idé omkring hvordan et spørgsmål som dette kan besvares, stiller hun det spørgende til sig selv, så man som læser kommer til at spekulerer over det. For hvordan skal hun håndtere tabet af sin far, når det i nuet virker nærmest urealistisk for hende, eftersom Gud jo ikke kan dø. Som vi kommer dybere ind i novellen får vi præsenteret flere af de forhold, der er årsagen til hendes ambivalente følelser over for faderen, og også hvordan hun tager afstand fra sine fars bedrifter. Hun har altså svært ved at finde ud af hvordan hun skal bearbejde faderens beslutninger. Man læser altså mellem linjerne at han har været en charlatan og været sammen med flere kvinder på samme tid. “Der var et par naboer, nogle venner og tre for mig ukendte kvindemennesker i halvtredserne, der heldigvis ikke kom samtidigt” (Side 37 og 38, linje 4-6) Dette viser at han har haft travlt med forskellige kvinder og fordi han har haft tid til at være sammen med en masse kvinder, har han måske overset sin datter og prioriteret meget af sin tid på andet end hende, dette viser også hvor sårbar datteren måske har været fordi hun har følt et svigt og derfor kan faderens død måske give hende en form for afsluttende endelse på mange års svigt. Dette gør også at faderen og datteren kommer lidt længere væk fra hinanden da Adda Djørup prøver at gøre det tydeligt at faderen og hovedpersonen prioriteter er helt forskellige og at de er to vidt forskellige personer med andre holdninger men stadig har en bestemt forbindelse mellem hinanden.