Grimasser analyse

Grimasser er en novelle skrevet af Adda Djørup i 2015, novellen omhandler en kvindes håndtering af alt det hendes far har efterladt efter sin død. Vi følger hende som hun planlægger begravelsen, fadøllet og hvad der skal gøres af hans ejendom. Novellen dykker hurtigt ned i far-datter relationen, idoliseringen og afstanden mellem de to, såvel som manglen på den nærhed man nu aldrig kommer til at få. Analysen fokuserer på mange af de samme emner, samt om det måske er muligt at lære en bekendt ordentligt at kende efter deres død. “Jeg havde jo ikke fundet en grimasse der kunne passe. Hvordan sørger man over Gud?” I dette citat fortæller hovedpersonen meget direkte at hun ikke ved hvad hun skal gøre med sig selv efter sin faders død. Som om hun har mistet al kontakt til sine egne, reelle følelser, og bare forsøger sig med de mest passende ?‘grimasser’?, for at finde ud af hvad der i virkeligheden kan matche hendes følelse-mylder bedst. For i denne situation, er hun ude af stand til producere en reel reaktion, og må derfor referere til reaktioner som hun har opsamlet andetsteds. De fleste af os vil nok kunne relatere til dette, selv hvis man ikke har oplevet en forælders død, vil man let kunne forestille sig hvor hårdt dette tab ville være, og hvor svært det ville være at forholde sig til. Mange vil også kunne blive enige om at de - på ihvertfald et tidspunkt i løbet af deres opvækst - har set op til deres forældre. Man hører ofte unge børn beskrive deres fader som deres ‘superhelt’, men hvor mange beskriver deres far som en gud? Og selv hvis nogle få unge børn kunne finde på det, hvilke ville så holde fast i den opfattelse af deres forældre til de selv er voksne? Det ville meget få, og spørgsmålet er i virkeligheden, hvordan det har været muligt at holde fast i det blik på sine forældre. Som børn vokser op, går det langsomt op for dem, at det ikke dur til noget at idolisere forældrene, de ser forældrenes fejl og accepterer at forældrene selv bare er børn der blev voksne. Men faktummet at hovedpersonen aldrig stoppede med at idolisere sin far, kunne tyde på at de måske ikke har haft nærheden der tillader barnet at opdage forældrenes fejl. Hvis hovedpersonen altid er blevet holdt en armslængde fra sin far, har hun aldrig haft mulighed for at vokse ud af denne idolisering; Ergo, hendes tendens til at forgude sin far. “‘Han har sørme vidst hvad han havde mellem hænderne,’ sagde han anerkendende. ‘Det kan man vel diskutere, svarede jeg’” Disse ord bliver sagt af en vurderingsmand fra et renovationsfirma, som er kommet til faderens hus for at bedømme værdien af de sidste ting. Faderen var en samler igennem det meste af sit liv, og vi ved at han misundes for mange af de samlegenstande han har samlet gennem et langt liv. I citatet refererer vurderingsmanden til værdien af disse samlegenstande,