”At finde en grimasse, der kan passe” er et udtryk, der har sine rødder i det svære relationelle samspil, hvor vi i nogle livssituationer bliver påtvunget at spille en bestemt rolle eller at skulle påtage os en bestemt holdning. Vi forsøger at reagere og håndtere situationer, så vores reaktion synes afbalanceret og tilpasset de skrevne hhv. uskrevne normer, der udgør essensen af vores moralske tilstedeværelse. Dog kan de relationer, som vi mennesker enten frivilligt eller ufrivilligt indgår i, rumme mange ambivalente følelser. Der kan opstå en splittelse mellem på denne side at føle foragt og på den anden side en stærk samhørighed. Denne splittelse ses ofte i de meget nære relationer og bliver især synlig i kritiske og livsændrende situationer, som fx når ens forældre dør.
”Grimasser” af Adda Djørup starter med det meget typiske genretræk for novellen, nemlig in medias res, hvor vi kommer ind midt i begivenhederne uden forvarsel. På denne måde åbnes der op i en scenisk fortællemåde. Kompositionen er overvejende kronologisk med en fremadskridende handling og med indre syn på refleksioner og tanker.
Vi følger en kvinde, som har mistet sin far, og igennem hele novellen tager vi del i hendes sorgreaktion i scenariet før og efter faderens bisættelse. Novellen er skrevet med en jeg-fortæller med indre synsvinkel, og hendes ræsonnementer og handlinger kan karakteriseres som en følelsesmæssig løsrivelsesproces som følge af modsatrettede følelser over for faderen. Hun har svært ved at finde ud af, hvordan hun skal reagere på sin fars død: ”Jeg havde endnu ikke fundet en grimasse, der kunne passe”. Noget af forklaringen kan vi måske finde i det følgende spørgsmål, der i sin korthed afspejler hendes forhold til faderen: ”Hvordan sørger man over Gud?” Gud er jo udødelig, altings skaber; almægtig og alvidende. Derfor har hun ikke den ringeste anelse om, hvordan hun skal håndtere tabet af sin far, da det i nuet synes nærmest urealistisk. For Gud kan jo ikke dø.
Det er gratis at oprette en konto