Novelle

Det var i april. Med i bagagen havde jeg et par store, sorte solbriller. Om vinteren havde vi spillet til en atelierfest, og det var meget mod min vilje. Da vi af princip ikke spillede gamle numre, måtte jeg lære nogleogtyve sange udenad, og jeg frygtede det værste af flere grunde. Forårs solen stod højt på himlen og det var på tide at mine store, sorte solbriller skulle op af bagagen og op på næsetippen. De dækkede næsten hele mit ansigt og gjorde at jeg følte mig usynlig. Det eneste jeg havde brug for lige i dette øjeblik. Vi var blevet booket til endnu en atelierfest og jeg havde frygtet det mindst lige så meget som da vi spillede i vinters. Vi trådte ud på scenen og publikum budte os velkommen med en stor klapsalve. “EN, TO, OG EN, TO, TRE, FIRE!” råbte Karl og bragede trommestikkerne sammen. Et par minutter inde i vores første nummer, var vi allerede godt i gang med at spille, men nervøsiteten tog over. Jeg kunne mærke på mig selv at den var helt gal og at jeg var ved at få et angstanfald. Åndenød, svimmelhed og hjertebanken det hele ramte mig på et splitsekund. De to andre fra bandet vidste godt hvad klokken havde slået eftersom det ikke var første gang og Sigrid kom straks løbende med en vandflaske og fra min højre side mærkede jeg Karls beroligende hånd på min skulder. Men mosten blev for stor i det øjeblik og jeg følte hele publikummet kiggede på os med et tomt blik. “AMATØR BANDT!” råbte en rødhåret dreng fra nede fra første række i publikum og det eneste jeg tænkte var “han har jo ret, hvad laver vi overhovedet her” Jeg løb ud til backstage med tårer i øjnene og dramatisk som jeg var smed jeg mine store, sorte solbriller over skulderen og ned med et klask på scenen. Jeg havde brug for at være alene og føle mig isoleret for omverden og den følelse kunne de solbriller ikke længere give mig“ Hvad skulle jeg stille op med mig selv i det øjeblik “? mumlede jeg højt imens jeg gik vredt rundt i små cirkler. Det eneste jeg kunne høre var Sigrids elguitar og Karls trommemaskine der bragede på fuld skrue ud fra scenen og det var som om der var noget der manglede. “Hvorfor er det ikke mig, som der ovenikøbet kvajede mig, der stod og sang på fuld skrue for at overbevise publikum og den irriterende rødhåret dreng om at vi ikke bare var et amatør bandt” Dagen var ovre og atelierfesten var så småt ved at slutte. Sigrid, Karl og jeg besluttede os for at gå over på skolen i øvelokalet og drikke en sodavand. Men på vej derover følte jeg større og større skyldfølelse. Selvom publikum synes godt om Sigrid og Karl følte jeg stadigvæk at jeg havde ødelagt det hele. Jeg gik bag de andre og sparkede til nogle småsten og det eneste jeg kunne fokusere på var ordene “AMATØR BANDT” “AMATØR BANDT” amatør bandt? Det var de eneste ord der var i hovedet på mig og selvom det faktisk var præcis hvad vi er, så kunne jeg ikke forstå hvordan man kunne være så ubehøvlet og råbe den slags. Men jo flere gange jeg hørte drengens stemme sige “AMATØR BANDT” på repeat, bekræftede det mig i at det var præcis hvad vi var, 3 unge mennesker der hverken lignede superstjerner eller var de mest populære elever på skolen. Men da jeg skulle til at åbne døren til øveren, hørte jeg nogle pigede stemmer fra enden af gangen og igen fik det mine tanker til at løbe løbsk, vi var jo heller ikke engang nogle der gik op i tøj, sko, tasker eller makeup og når man tænkte over det så lignede Karl selvfølgelig en dreng, men Sigrid og jeg var begge korthåret og lignede faktisk også drenge, så det var ikke en åbenbaring at folk troede vi var et boyband. Måske var det, det der skulle til? En komplet makeover og så ville vi ikke længere være et kikset amatørband, men en gruppe som folk synes var flotte og med på den nyeste mode. Måske var 1