Du kommer for sent

John stod stille. Helt stille. Svedet løb ned af ham og dannede en lille vandpyt foran ham. Adrenalinen cirkulerede i hele hans krop. Han var bange. John hørte fodskridtende hen over det kolde men også stenhårde betongulv. De forfulgte ham. Lige da en af dem var tæt på, løb han. Han løb, alt hvad han kunne, og så sig ikke tilbage. Der blev affyret en masse skud efter ham på en gang. John var heldig, at de ikke ramte ham. Da John kom ud af den store og meget skrammende lagerbygning, gemte han sig i skoven. Han kravllede op i et stort egetræ, med grene så store at han ikke engang kunne nå rundt om det. Han kunne høre, at de kom. Han kravlede endnu højere og klemte sig endnu mere ind til træet, i håb om at de ikke ville se ham. De stillede sig i en stor klynge omkring træet. Det var ude med ham. John vidste ikke, om han skulle overgive sig og kravle ned til dem eller blive i træet. Efter fem minutter gik de videre. John var helt forvirret. De havde nok slet ikke set ham. John kravlede ned og tog hjem.

Da John kom til sin lille usle ungdomsbolig, hvor der knap og nap kunne bo et to årigt barn. Kom han i tanke om en ting. Han kunne tage hen til sin bror og gemme sig i et lille stykke tid. Han låste døren op og gik ind. Han fandt det mest nødvendige. Det var bare lidt svært at finde noget som helst i det rod. Han låste døren og tog hen til sin bror. Da han var ved sin brors hus, ringede han på døren, men ingen lukkede op. Han gik en runde om det store og meget luksuriøse hus. Han kiggede ind af alle tænkelige vinduer og døre. Han så hverken lys eller hans bror. John valgte at smadre en rude ned til kælderen for at komme ind. Alarmen gik i gang. Han skyndte sig op i entréen for at slukke alarmen. Han skulle bruge en kode. Han prøvede hans brors fødselsdato. Det var heldigvis den. Alarmen slukkede lige med det samme, så der var ro. Der blev helt stille. Der var så stille, at man kunne høre en knappenål falde til jorden. Han gik op i hans brors kæmpe soveværelse. I soveværelset var der en kæmpe seng, hvor der minimum kunne ligge fem personer side til side, et stort badeværelse i sort marmor og en dør ud til en altan, på størrelse med Johns ungdomsbolig. Ude på altanen havde man den smukkeste udsigt ned til vandet. Solen reflekterede så smukt ned i vandet, at det dannede en flot rødlig farve. John havde altid været så jaloux på hans bror. Hans bror var direktør i et af de største firmaer i hele landet, mens John bare gik og solgte hash. Det spandt han ikke mange penge på. Det var også dumt at sælge hash. Bare se det fedtefad han var kommet i. John ville ikke være i hans brors hus mere. Han gik ud, samme vej han kom ind.