Dagbog

Ikast, fredag d. 28.4.14 Kære dagbog Sikke en dag! Jeg er totalt smadret efter den vildeste følelsesmæssige rutsjebanetur, hvor jeg både har været helt nede i kulkælderen og helt oppe i skyerne. Men lad mig begynde fra starten. Da jeg kom hjem fra skole i dag, var mor der ikke, som hun ellers plejer om fredagen, hvor hun får tidligt fri. Hun havde ikke sagt noget om aftaler, og mens jeg gik rundt og ledte efter hende, kunne jeg bare mærke, hvordan jeg blev mere og mere urolig. Det ligner hende ikke sådan at forsvinde. Jeg sendte en sms, men ik ikke noget svar, og hun plejer ellers altid at skrive tilbage med det samme. Jeg var helt sikker på, at der var noget galt. Hun var garanteret blevet syg igen! Jeg kunne bare mærke det. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg smed mig bare på sengen og tudbrølede. Da Mikkel kom hjem fra fritten, måtte jeg tage mig sammen. Ville ikke have, at han skulle se, hvor urolig jeg var, så han også blev ked af det. Så jeg løj og sagde, at mor var ude at handle. Jeg gav mig til at spille Minecraft med ham, og det var superrart at tænke på noget andet. Pludselig smækkede hoveddøren i med et brag. Vi løb ud i gangen, og der stod mor med favnen fuld af poser og et megastort