Det er mandag morgen, og klokken er kvart i otte. Jeg kigger ud ad vinduet for at se, hvordan vejret er. Himlen er mørk og overskyet, og regnen vælter ned, som den har gjort hele morgenen. Jeg slynger tasken over skulderen, trækker hætten over hovedet og smækker døren bag mig. Jeg går i et hurtigt tempo mod skolen, fordi jeg hader regnvejr. Hvorfor har gud skabt regnvejr? Det giver ingen mening. Jeg står ude foran skolen, og jeg har egentligt ikke lyst til at gå ind, fordi jeg ved bare, at det bliver en dårlig dag, fordi hver dag er dårlig, og sådan er det bare.
Da jeg træder ind i det kolde og mørke klasselokale, kan jeg mærke, at jeg forsvinder ind i mig selv. Jeg finder min sædvanlige plads, som er bagerst i klasselokalet, og begraver mit hoved i armene. Rundt om mig kan jeg svagt høre de andre snakke om deres weekend. Den ene har været i Legoland med hele familien, og en anden har holdt fødselsdag for næsten alle i klassen. Jeg var selvfølgelig ikke inviteret. Der er bare aldrig nogensinde nogen som snakker til mig, eller i hvert fald ikke mere. Det er som om, at jeg er usynlig for dem. Jeg hader dag. Det giver mig en følelse af ensomhed. Klokken ringer højlydt, og snakken dæmper sig en smule.
Det er gratis at oprette en konto