Beslutningen: novelle om voldtægt og skyld

beslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenbeslutningenopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmrtyuiopasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmrtyuiopasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmrtyuiopasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmrtyuiopasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmrtyuiopasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmrtyuiopasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwwertyuiopasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnm

Beslutningen

Novelle

30-10-2008

[NAVN A], [NAVN B] og [NAVN C]

Beslutningen:

”Det startede med min søster. Vi var hjemme vi havde haft et kæmpe skænderi. Det var ubetydeligt. Men sådan var det altid. Stuen var næsten tom vi skulle flytte. Vi havde åbnet en flaske vin, men stemningen blev hurtig dårlig. Jeg gik i vrede. Det var det der startede det hele. Dette er min tilståelse. Vi var to om det. Men det var mest min beslutning.

Det var en dejlig sommer aften. Fuglene sang og det var det perfekte vejr til en gril aften. Mig og en ven, lad os kalde ham Bjarne, hyggede os i haven. Vi snakkede om hvordan det ville være at voldtage en kvinde, og snakken udviklede sig. Vi snakkede om hvordan vi kunne gøre. Det var bare for sjov, men snakken blev ved. Vi skabte en speciel stemning, og inden jeg viste af det, var vi på vej ud i bilen. Jeg bor i en etværelses lejlighed i midten af København. Mit køkken er småt, men det kan bruges. Jeg spiser næsten altid ude. Det er i stuen jeg opholder mig mest, det er også der jeg sover. Men vi holder mest til ovre ved Bjarne. Han bor i et mindre hus med en lille have til. Det var der vi sad da det startede. Som sagt, vi var på vej ud af døren, og vi gik igennem hans køkken, som lå ud til gangen. Jeg tog en kniv med på vejen. Jeg ved ikke hvorfor!? Mine minder hjemsøger mig stadig. Vi havde besluttet at kører en tur, bare kører lidt rundt i byen. Vi drak et par øl, og stoppede så ved en bar. En stripper bar. Det gav et skub til beslutningen. At se letpåklædte piger, danse og smide tøjet til der næsten ikke er noget tilbage. Duften af nøgen hud der pirrer i dine næsebor. Et strejf af silkeblød hud. Vi sad der inde længe. Vi kiggede bare. Duften af spiritus, røg og kvinder fyldte lokalet og gjorde luften tung. Jeg blev mere og mere beruset. Vi besluttede os at kører videre. Vi kørte længe og pludselig stoppede Bjarne bilen. Han kiggede på mig. ”Gør vi det?”, han kiggede med blanke øjne på mig. Hans lyse hår så mørkt ud i den mørke nat. Jeg kiggede rundt. Det var svært at se noget. Der stod et par træer hist og her, men ellers var alt øde. Jeg vidste godt hvad han mente men jeg svarede ikke. Jeg ville tænke klart, men alt fløj rundt i hovedet på mig. Skulle vi gøre det eller ej? Vi kørte hjem igen. Næsten morgen havde jeg noget at tænke på. Der var en tanke der var begyndt at vokse inde i hovedet på mig. Jeg snakkede med Bjarne om det. Han trak på det. Men han nikkede til sidst. Vi gentog gårsdagens aften. Vi besøgte den samme bar, så de samme piger men endte ikke det samme sted. Vi blev i udkanten af byen. Vi så den ene pige gå forbi efter den anden. Men der var intet der passede os. Så, så vi hende. Hun var en skønhed. Mørke store øjne, langt mørkt hår. Hun havde en smuk krop. En ren gudinde. Hvem ville ikke falde for Afrodite? Vi kørte stille efter hende. Hun kiggede tilbage et par gange men Bjarne havde slukket lygterne, men hun vidste vi var der. Hun satte farten op. Men vi var i bil og hun kunne ikke flygte. Vi kørte op foran hende. Hun stoppede. Bjarne steg ud. Hun var på vej til at vende sug om og løbe men han havde allerede fat i hende. Han holdt den ene hånd for munden og den holdt om hende med. I mellemtiden havde jeg åbnet bag døren og hjalp derefter Bjarne med at smide hende ind. Hun skreg ikke, måske var hun for skræmt eller også forstod hun ikke hvad der skete. Vi kørte et godt stykke uden for byen. Vi kørte forbi en rasteplads, men Bjarne vendte bilen om og kørte tilbage. Rastepladsen lå ved en lille skov. Det var helt mørkt og der var ingen at se. Hun kunne skrige så tosset hun ville men ingen ville hører hende. Kald mig bare et sygt svin, men at tænke tilbage på det er på en måde ophidsende. Men tilbage til historien. Hun var smuk i månens skær. Hendes øjne var store og fyldt af frygt. Vi blev enige om at det var mig der startede. Jeg gik ind til hende i bilen. Hun trak vejret i små ryk. Jeg lagde hende ned. Hun gjorde ingen modstand. Jeg spredte hendes ben. Hun havde faste lå. Jeg rev hendes nederdel i stykker. Hendes trusser blev smidt ud ad vinduet. Jeg satte mig ned foran hende. Jeg lagde kniven, som jeg havde taget med mig, ned på sædet ved siden af hende. Det var ikke virkeligt for mig endnu. Jeg havde ikke forstået det. Jeg kiggede på hende. Hun græd. Mand hvor var hun ophidsende. Jeg kyssede hende. Hun begyndte at stritte i mod. Det var forkert gjort, jeg stak hende en ordentlig lussing. ”Lig så stille so!”, jeg skreg det ind i hovedet på hende. Nu begyndte tårerne for alvor at løbe. Jeg stak en hånd op under blusen på hende. Bjarne var begyndt at trippe i baggrunde. Han prøvede at stoppe mig. Jeg skubbede ham. ”Hvis du ikke vil være med til det så skrid!”. Han vendte sig om og løb. Hun kaldte på ham. Den lille sæk. Jeg stak hende en lussing til. Så trak jeg bukserne ned og trængte ind i hende. Hun gispede. Jeg begyndte at bevæge mig frem og tilbage i et regelmæssigt tempo. Selv om hun ikke ville begyndte hun at stønne. Der var sved ned ad hendes ansigt. Det var trukket i en grim grimasse. Det tændte mig. Jeg gjorde mig færdig. Så trak jeg mig ud lige inden jeg kom. Jeg satte mig ved siden af hende. Hun vendte sig væk fra mig. Hun hulkede. Måske havde hun ikke flere tåre? Hun var som et spejl da jeg gjorde det anden gang. Blank, og det eneste jeg kunne se i hendes øjne var mig selv der svedte som et svin. Hun lå helt stille. Hun blødte fra mundvigen, efter de to lussinger jeg havde givet hende. Hun tog bare i mod. Jeg var færdig. Denne gang trak jeg mig bare ikke ud men kom i hende. Hun lå som et tomt hylster ved siden af mig. Jeg kiggede på hende gud hvor var hun grim som hun lå der. Jeg tog kniven i den ene hånd og beordrede hende ud ad bilen. Hun stod der halvnøgen i den kølige luft, indtil jeg sparkede hende omkuld. Jeg tog kniven frem. Jeg stod stille vejede bare kniven i hånden vente den om så jeg holdt op bladet og slog hende med skaftet. Hun skreg ad smerte. Hvilken herlig lyd. Jeg snittede hendes hals med kniven, men kun én dråbe blod undslap. Hun hulkede. Så skar jeg endnu et snit. Det begyndte at bløde. Hun var stadig i live. Jeg rev hendes skjorte i stykker og skar man op på hende så man kunne se tarmene. Jeg grinte. Højt og hysterisk. Hun trak stadig vejret. Jeg ved ikke helt hvordan men jeg fik hende op i bagagerummet. Da jeg lagde hende der var hun stadig i live. Så kørte jeg. Indsmurt i blod og med adrenalinen pumpende i kroppen. Jeg kørte hen til dyreinternatet der ligger lige uden for byen. Jeg kunne hører hundene gø. Jeg åbnede bagagerummet. Hun trak stadig vejret. Kunne den dumme kælling ikke bare dø? Jeg fandt en sækkevogn og kørte hende op til døren. Derefter smadrede jeg en rude og gik ind. Sjovt nok gik alarmen ikke i gang men hundene gik helt amok. Jeg gik ud i køkkenet. Bordepladen mindende mig om hendes øjne. Blanke og tomme. Hun havde ikke holdt til den lille kører tur. Jeg fik bakset hende op på bordet, og fandt en kniv. Derefter begyndte jeg at patere hende i mindre stykker. Jeg delte dem ud i ti skåle. Derefter stillede jeg dem ind til nogle af de kamphunde der var blevet hentet i går. De var grådige og der var snart ikke andet tilbage end hovedet. Det gemte jeg. Jeg var klar til at tage hjem. Jeg hentede bilen. Og kørte så hjem til min lejlighed. Jeg har ikke været i bad endnu. Prøv og se på mit hår. Det er stadig fyldt af hendes blod. Jeg kan stadig dufte hende. Var det D der ringede til jer? Selvfølgelig gjorde han det. Han er en kujon. Men andet havde jeg heller ikke forventet af ham. Se mine hænder de er stadig røde. Det var min beslutningen og jeg nyder stadig mine minder. Jeg ville gøre det igen hvis jeg kunne. Bare spær mig inde. I kan tage min frihed fra mig men ikke mine minder. Hun vil altid hjemsøge mig, og jeg vil nyde hvert øjeblik. Ja jeg gjorde det. Jeg tilstår.”