Ordet fodnotepolitik brugte man om forskellige dele af den danske sikkerhedspolitik mellem 1982-1988. I den periode blev der vedtaget 28 dagsordner udenom regeringen. Det blev kaldt fodnotepolitikken fordi at regeringen måtte repræsentere flertallets synspunkter på NATO-møderne, dvs. at regeringen fremlagde noget som de ikke en gang selv havde været med til at bestemme.
Fodnotepolitikken opstod pga. den måde Folketinget var sat sammen på i 1982. Så hvis nogle partier var enige om at der var noget der skulle vedtages, så vedtog de det bare uden tilladelse fra regeringen.
Fodnotepolitikkens indhold
Fodnotepolitikken bestod af 28 forslag som var blevet vedtaget at de alternative flertal og som regeringen derfor måtte fremlægge til NATO-møderne.
I perioden 1982-1988 blev der vedtaget 28 udenrigspolitiske forslag, selvom at regeringen havde stemt; nej til 14 af dem, ja til 6 af dem og blankt til de 8 sidste.
Her er et eksempel på hvordan regeringen nærmest blev presset til at stemme ja eller blankt på et forslag fra NATO, fordi at Socialdemokraterne mente at folket ville få mistillid til regeringen hvis de bare stemte nej, som de jo ellers havde tænkt sig.:
Fastfrysning af kernevåbenlagrene (november 1982)
Et svensk-mexicansk forslag om at fastfryse antallet af kernevåben skulle behandles på FN's generalforsamling. Regeringen ønskede at stemme mod forslaget (som resten af NATO), mens det alternative flertal ønskede, at man i al fald bare skulle undlade at stemme. Socialdemokratiet mente at et mistillidsvotum kunne komme på tale, hvis regeringen stemte nej til forslaget, og det ønskede regeringen jo ikke.
Det er gratis at oprette en konto