Analyse af Christina Hesselholdts 'Hovedstolen'

Forfatter Christina Hesselholdt der har skrevet de tre uddrag af Hovedstolen ”Kælken", ”Månestrålesofaen” og ”skridt” 1998, præsenterer hun de tre fortællinger, der danner baggrund for udviklingen i sin barndom ved at komme ind på nogle fiktive og faktuelle historier, der bærer præg af fakta og fiktion ved at forsøge at skelne mellem virkelighed og det uvirkelige i familiens forhold, der er en gennemgående problemstilling af forvirring – da man b.la. fornemmer moderen ikke rigtig er til stede for faren og barnet - og dagen før var hun forsvundet. Nogen af teksternes klare sporlige billeder er symbolik, hvor man b.la. støder på ordene ”hund og hjerte”, der symboliserer ”menneskes bedste ven”, kærlighed og glæde - hvilket også kan ses på forholdet mellem barnet og faren. Fortællersynsvinklen af hovedstolen bliver fortalt med en ”jeg-fortæller”. Det ses hele vejen igennem, fordi i hvert spørgende og tvivlende udfald bliver henført med ”jeg-fortælleren”, der efterlader tomme huller og undrende spørgsmål som følelserne ligger implicit i teksterne, der kan ses ved linje seksten, hvor jeg-fortælleren udtrykker sin fiktion ved at tilføje; ”Jeg satte mig op, nu var min skygge en krum på en heks på sit skaft, som fløj over sneen i stød” – og omvendt til det faktuelle der starter i første linje af samme tekst; ”Jeg lagde vanten på min mave og strakte armen ud og lod hånden drive gennem buskene, vi passerede; jeg hev i snebærrene, nogle snebær faldt og blev liggende oven på sneen, andre klemte jeg mellem fingrene”. I Månestrålesofaen i slutningen ved linje femogtyve; ”Sådan så jeg gerne vil bo sammen med hende. Du må ikke flytte. Men sådan bliver det altså. Neej, neej, neej, råbte jeg og så, at min far allerede sad på kanten af sin stol, og jeg skovlede sofahynderne hen over mig” Her tilpasser den vekslende synsvinkel sig, fordi vi ser tingene fra familiens synsvinkel i en dialog. Samtidigt med situation scenisk fremstilling bliver vi ført ind i historiens direkte handlinger af ting der sker nu og her, hvilket kan læses af de to sidste linjer i teksten ”skridt” – ”femhundredeottetres, sagde jeg. Så var han med igen: Femhundredeniogtres, sagde vi og nikkede”. Slutningen er lukket, fordi faren og barnet er sammen – og det hele ender på en vis klar måde uden uvished. Overordnet tema lægger sig op af ”barndom”, da det er som at se barndommen med barnets øjne i teksterne, som bliver fortolket af den voksne.