Rasmus’ bløde stemme lyder igennem telefonens forvrængende højttaler.
Jeg mærker hans meningsfulde ord, som bidrager til den stemning jeg er fanget i.
Mine øjne svømmer over. Tårerne glider i langsomt tempo ned ad kinderne på mig.
Knuden i min mave bliver strammere. Det er fornemmelsen af mine følelser, der forsøger at kvæle sig selv.
Det er som benzin i min krop. De blussende flammer bliver kun større, jo flere af Rasmus’ ord jeg registrer.
Den mærkelige følelse af savn og sorg strømmer igennem mig. Her sidder jeg flere kilometer væk. Fornemmelsen af magtesløshed breder sig i min krop.
Hver en lille del i mig siger, at det er slut.
Jeg kan fornemme pigernes skjulte blikke og medlidenhed fra den anden side.
Jeg er ikke ene med denne følelse.
Jeg mærker deres trang til at tage del i denne smerte.
Følelsen af accept. Det er okay, at være ked af det. Det gør mig bobblende inden i.
Varmen overtager mig.
Alle kender følelsen af at miste nogen.
Det slutter for os alle. Det er noget af det eneste, vi mennesker med sikkerhed har tilfælles.
At tage afsked med sine elskede, tage afsked med livet. Vi skal alle sige farvel.
Det er gratis at oprette en konto