Jeg var kun 5 år, da min farfar døde.. dengang forstod jeg ikke hvad det ville sige, at være død. Det var noget underligt noget syntes jeg. Hvordan kunne man leve som et helt normalt menneske, også lige pludselig være i himlen? Og grunden til jeg skriver ’himlen’ er, at jeg er sikker på at han er i himlen! Han var en så god mand, og jeg savner ham virkelig. Han var en barmhjertig mand, der altid ville tage sig af mig, når jeg var syg. Fx da jeg havde skoldkopper. Der valgte han at tage mig med til en riddertunerring, og det betyder virkelig meget for mig, når man tænker tilbage på det. At han gider bruge tid på mig? Tage mig med til en riddertunerring, som overhovedet ikke interesserer ham. Det sgu’ i orden!
Da jeg ikke vidste hvad det ville sige, at være død, bad min mor præsten om at snakke med mig. Hun prøvede at forklare mig, hvad det ville sige at være død. Men jeg lignede stadig et stort spørgsmålstegn, med tårer i øjnene. Min farfar mistede sin kone før jeg blev født, så jeg nåede aldrig at møde min farmor. Men i mellemtiden, blev han kærester med en der hed ’bedste’. Rigtig hed hun Karen, men hun blev altså kaldt bedste. Da min farfar gik bort, sagde Bedste noget til mig, som jeg stadig tænker over.. ”Hvordan kunne han forlade os? Jeg synes han er dum!” Sagde hun.. jeg forstod det overhovedet ikke? Hvorfor skulle man være kærester med en man synes er dum? Det gav da ingen mening.
Det er gratis at oprette en konto