Liv eller død

Sært. Sært at tænke på, at man lever bare for at dø. Tanken har ikke strejfet mig, men nu når jeg tænker på det, gør det mig trist. Liv et glædeligt ord der for mig til at tænke på barndommen. Jeg var glad, som lille. Selvfølgelig er jeg det også nu, men det var noget andet dengang. Dengang var alt som en leg. Dengang tænkte jeg ikke på døden, men nu gør jeg da lidt. Nu tænker jeg på alt det jeg havde, også på det andre ikke havde. Jeg ville ønske jeg kunne hjælpe, men hvad kan jeg gøre. Jeg er jo bare et menneske. Et menneske kan jo ikke gøre en forskel. Et menneske kan ikke forandre verden. Også alligevel kan man. Bill Gates har doneret masser af penge, for at hjælpe verden, men det kan jeg ikke gøre. Jeg er bare et lille menneske. Min barndom var fyldt med glæde og liv. Min farfar blev ramt en depression, inden jeg blev født. Jeg har aldrig kunne se det på ham, men min familie siger, at han er blevet anderledes. Det gør mig trist. Hver gang jeg kommer ned til ham, udstråler han en glæde, der kan bringe tåre i øjnene på mig. Han giver mig livsglæde. Han har balanceret på "liv og død vægten". Han siger, at os Rosenvinger er stærke, og jeg tror på ham, det gør jeg virkelig. Han kæmper hårdt, for at blive sammen med os. Inderst inde ved jeg godt, at hans tid snart er ovre, men jeg håber på det bedste. Dengang han var ung, og min far bare var en knægt, kæmpede han hver dag, bare for at få mad på bordet. Han var elektriker. Han cyklede med ledninger og elektriker grej, fra Højslev til Viborg! Helt til Viborg! Det er imponerende. Også brokker jeg mig over jeg skal slå græsset! Det er da ikke noget, man kan dø af. Men jeg håber, han lever i lang tid endnu. Livet efter døden. Det spørgsmål nok alle stiller, hvad sker der efter døden? Er der liv efter døden? Eller ryger man op i himlen eller ned i helvede? Jeg tror, at der er liv efter døden, det har jeg altid gjort. Jeg tror man kommer til at leve igen. I en anden form, ved jeg ikke. Måske kommer man ned som en hund, eller et menneske, hvis man har gjort det godt. Jeg kigger ud, op imod himlen, det giver mig håb. Som om der er et eller andet ubeskriveligt deroppe, det ved jeg der er. Hvorfor dør unge mennesker? Har de gjort noget forkert i livet, er det derfor de skal dø. Jeg syntes det er uretfærdigt. Næsten ligeså uretfærdigt, som de børn der lever i Afrika, har de overhovedet en fremtid? Det ved jeg ikke. De kommer bare ind i en allerede forskruet verden, de kan ikke gøre noget, de ved jo ikke hvad der er bedre. Den tanke der rammer mig er, ”hvornår skal jeg dø”, hvis jeg havde valget mellem, at få det at vide eller ikke, ville jeg vælge ikke, det er jo ligesom de hvide mænd, du ved hvornår du skal dø, du venter bare på det. Klamt. Jeg vil ikke stå der, og tænke ”jeg skal dø om en uge”, så kan jeg jo bare stå der og vente, lad det komme som en overraskelse, det er bedre. Tanken er borende, som et sværd i mit bryst, den er nervepirrende.