Jeg vågner af min vækkeurs ringen, klokken er kun lidt i syv. Jeg ligger i min seng, og forbereder mig på dagen. I dag skal jeg med klassen ud og stå på Wakeboard. Jeg er nervøs og har angst. Wakeboard foregår på vandet, som er min største frygt, jeg har aldrig lært at svømme godt. Jeg går ud i køkkenet, sætter mig. Min far kigger på mig, og siger ” Søn, hvorfor har du det udtryk i øjnene?”. Jeg siger jeg er bange, bange for at komme under vandet, og ikke ville kunne komme op igen. ”Søn, du må ikke være bange for det ukendte, og lad hver med at bekymre dig om fremtiden, der er alligevel ikke noget du kan gøre ved det, det bare at springe ud i det”. Jeg lytter til min fars råd, og er ikke så bange mere.
Nu er klokken snart otte, og det var tid til vi skulle mødes på Stenløse station. Da jeg så alle mine gode kammerater stå oppe på stationen følte jeg mig straks mere tryg, bare den følelse af genkendelige ansigter kan redde ens dag. Jeg gik Jonas i møde som er en af mine gode venner. ”Hej Rasmus, hvordan går det? Er du spændt på turen? ”Jeg svarer ” Jeg er rigtigt spændt på turen, jeg tror det bliver en vild fed oplevelse, som jeg sent ville glemme”. Vi smiler nu til hinanden, og går ind i toget. Vi sidder i toget og snakker. Jeg er mere stille end normalt, da jeg er spændt på hvordan det hele skal gå. Jeg spørg Jonas ” Hey, hvad med dig, er du spændt på turen?” Jonas fik et sært ansigtsudtryk, og jeg kunne godt se noget var galt. ”Jeg kan ikke svømme, jeg ender altid med at gå i panik hvis jeg kommer under vandet” Jeg kigger på Jonas, og tænker på om jeg også skal fortælle hvad jeg selv syntes. Jeg vælger at lade hver.
Det er gratis at oprette en konto