Reflekterende artikel om pressefotografiets rolle og pressefotografens ansvar og udfordringer
Døde mennesker, naturkatastrofer, og krig. Disse fænomener er ting der sker rundt om verden, og som vi læser om til dagligt i diverse medier. Alligevel er det kun når der er et fotografi der overrasker mig, jeg husker nyheden efter længere tid. Et billede, hvor der et barn der dør, eller folk der sulter rammer en på en anden måde, end hvis man hører om det. Da der kommer et ansigt på hvem der er tale om. Det er en anden ting når man ser 2-årige Alyan Kurdi liggende død på en strand, druknet efter at have flygtet fra krig i Syrien, end at høre endnu et tal om hvor mange mennesker der druknet, i Middelhavet på flugt fra Syrien. Men var det nødvendigt at dele billedet af ham i verdenspressen?
I Jacob Ehrbahns kortdokumentar “En farlig rejse” fortæller han om at være i et dilemma, hvor han skal undertrykke sin profession som fotograf for at redde liv. ”Hvis det kommer ud i en situation, hvor jeg bagefter ville skulle sige til mig selv, at jeg kom til at tage et billede i stedet for at måske at redde et liv, så tror jeg, at jeg ville have svært ved at leve videre med det. Så på det mentale plan, så havde jeg nok taget den beslutning hjemmefra.” (2:23) I Kortdokumentaren ”En farlig rejse” fortæller om, hvordan det føles at være tilstede i en situation hvor man skal samle flygtninge op fra havet der er ved at drukne og dø. I dokumentaren ser vi virkelige klip fra situationen. Efter at have set dokumentaren sidder man som modtager og føler at man ikke har et andet valg end at få medfølelse med disse mennesker, da der i den grad er ansigter på de flygtende. Jacobs Erhban fortæller om hvor hurtigt det kan gå med at folk kan drukne. Alligevel filmer han med et fastspændt kamera, som han retter på undervejs, og tager et almindeligt kamera frem for at tage nogle stillbilleder. Hvordan kan man som menneske overhovedet have overskud til at tænke på at tage billeder i sådan en situation?
Det er gratis at oprette en konto