Novelle til skagensmalere

Jeg står her og kæmper med at lade være med at græde. Jeg kan høre min faders stemme sige at jeg skal være stærk og ikke græde. Jeg står og tænker på at det er mig der er manden i huset nu. Jeg kan mærke min søsters svedige hånd som sniger sig ind til min. Jeg kan høre min moder som græder stille bag min ryg. Jeg kæmper meget i min krop for ikke at bryde sammen. Præsten fortæller om min fader. Han fortæller hvor modig og sød en person han var. Hvordan han altid turde at drage ud på havet med de store bølger for at hjælpe fiskere i havsnød ud for Nordstranden. Jeg kan mærke panikken i min krop. Jeg har mest lyst til at løbe væk men prøver at fokusere på noget andet. Jeg står og tæller sprosserne i vinduet hvor formiddagslyset skinner ind. Jeg tæller alle kransene som venner og familie har haft med. Jeg tæller alle klinkerne som ligger på gulvet i stuen. Intet hjælper. Jeg slipper min søsters hånd og løber ud af vores lille fiskerhus og løber ned til Nordstranden. Langt væk kan jeg se nogen fiskere som er i gang med at trække vod. Jeg råber til fiskerne at min fader er i havsnød og vi må tage en rorsbåd og sejle ud og redde ham ligesom han har reddet mange før. Fiskerne smider alt hvad de har af kroge, garn og vod og løber hen til båden hvor de springer om bord. De stærke fiskere griber årerne og roer ud i mørke hav. De store bølger slår mod båden og blæsten som er så vild gør at jeg er lige ved at falde over bord. Pludselig kan jeg høre en stemme nede fra havet. Det er min faders stemme som kalder på P J fast med mine fødder og rækker min hånd frem mod de mørke bølger. Jeg råber til min K D D D Jeg kan høre m D D