”Hvor er jeg”? ”Hvem er jeg”? ”Er jeg i sikkerhed nu”? ”De sagde vi ville se hinanden igen”. ”Kommer vi overhovet til det”? Jeg var 14 snart 15 år. Vi var ude på det store mørke hav i mange dage, men nu var jeg i land. Jeg viste ikke hvor jeg var. Jeg var bange for hvad der skulle ske. Jeg var ikke på den samme båd som min mor og far. Var de overlevet og havde klaret det? Var de overhovet kommet i land.
Da vi kom inden på land, kom der en masse mennesker for at hjælpe os. Der var nogen der havde set os fra deres hus. Det var mærkeligt endelig at stå på landjorden igen, kan jeg huske. Jeg kunne ikke forstå hvad de sagde, det var ubehageligt. Jeg blev kørt hen til et mærkeligt sted, der var nogen senge. Der stod også nogle mænd de så lidt sure ud.
Jeg ville faktisk mest af alt gerne hjem igen, selv om der var krig. Jeg savnede min mor og far. Jeg havde mareridt vær nat, jeg vågende med et sæt vær gang. Jeg drømte om bomberne, de døde mennesker der lå, og alle de bange mennesker der skreg for livet. Jeg var altid ked at det når jeg vågnede fra et at mine mareridt. Jeg kunne ikke snakke med nogen om det, fordi der var ingen der kunne forstå hvad jeg sagde og omvendt.
Det er gratis at oprette en konto