I dag bliver jeg femten år. Hvad er min fødselsdagsgave? Hænder og arme, der er dækkede af forbrændinger. En ryg, der består næsten eksklusivt af ar. Ben, der hyler om en pause. Mave, der hyler om mad. Alt det bliver trumfet af, at mit hjerte mangler ro. Det får det ikke af, at jeg sætter mig ned eller spiser noget mad. Selvom jeg ville ønske, det var så nemt, får mit hjerte kun ro, hvis jeg finder et sted at være.
Menneskerne omkring mig snakker med en underlig dialekt. De kigger på mig, som var jeg en trebenet giraf i zoologisk have. Jeg har endnu ingen idé om hvilken vej, jeg skal gå. Jeg ved blot, at toget stoppede lidt efter grænsen, og så tog jeg den dumme beslutning at gå i stedet for at vente på et nyt tog. Mine ben skælver mere, end jeg troede var muligt. Mine øjne flakker rundt, men hvad leder de efter? Der er ingen her, der vil hjælpe mig. Har alle andre flygtninge været ligeså åndsfraværende, som jeg er nu?
En stemme inde i mig råber af mig. Skriger af mig. Kom dog af sted! Opgav jeg min chance for et nyt liv, så du bare kan sidde der? Min far. Stemmen plager mig uafbrudt, men måske er det godt, at det er hans stemme og ikke min mors eller endnu værre; min lillesøsters. De sidste mange måneder har jeg prøvet at klamre mig fast til lyden af hendes grin eller billedet af hende smil. For hver dag, der går, bliver det sværere og sværere. Ikke nok med at jeg ikke har set hende, siden jeg flygtede, så havde jeg i forvejen ikke set hende være skyggen af glad i flere måneder – ja, år – før det.
Det er gratis at oprette en konto