Jeg står foran en klasse jeg knap nok kender, og skal fremlægge om noget af det der har betydet allermest for mit liv, noget af det der har efterladt dybeste sår som aldrig har kunnet hele pænt. Jeg startede med bævrende stemme at fortælle om mit hjemland Syrien. Jeg startede min fortælling, der var stille i klassen jeg ved ikke om det bare var fordi læreren havde sagt det eller om det faktisk var fordi de var interesseret. men jeg følte mig tryg for første gang i dette land som jeg kun har boet i, i 2 år.
Jeg befandt mig på min gamle skole i Syrien da ulykken skete, en dreng ved navn Ahmed nærmede sig nervøst. Jeg havde på fornemmelsen hvad han ville spørge mig om. Vi var alene i skolegården jeg havde prøvet at undgå ham i lang tid, men nu havde vi fået øjenkontakt han smilede et selvsikkert smil. Han kunne godt lide mig det vidste jeg, men jeg vidste ikke om jeg kunne lide ham .
Han nærmede sig langsomt der var ikke mere end 10 sekunder hvis han holdte sit tempo, jeg skulle finde en flugtvej, men der var ingen, jeg var fanget.
Men hvad var nu det, først var lyden lav men i løbet af få sekunder var den øredøvende, min far havde fortalt mig om denne larm. Larmen var nu uudholdelig, jeg nåede at råbe “bombe” og kaste mig ned, Ahmed var ikke så heldig, et øresønderrivende brag, fyldte mine øre. Jeg kunne se hans skikkelse flyve gennem flammerne som havde omringet os.
Det er gratis at oprette en konto