Vi kender alle sammen lyden af en mobiltelefon der bipper i timen. Det er en klassisk lyd fra en gymnasium klasse, som ellers har fået af vide flere gange, at mobiltelefonen ikke høre til i timen. Jeg vil ikke spille hellig, det er da også sket for mig, og jeg er nok heller ikke den bedste til, at pakke min telefon ned i tasken. Men hvordan kan det være at min generation er blevet så afhængig af den? Dette har Stig Hjarvard et bud på, som bliver formidlet gennem hans bog, og hans interview med Nina Kragh, skrevet i Politiken, den 12. december 2003.
Hvis du er 18 år gammel som jeg, og ikke ejer en mobiltelefon, så er du nok en af de få teenagere der lever uden. For i min genration er det unormalt ikke at eje en telefon, eller ikke eje den nyeste for den sags skyld. Mine venner (og jeg) er nemlig en del af en generation der er dybt afhængige af de apps man kan installere på en telefon, dette skyldes nok vi lever i det samfund som Stig Hjarvard kalder for ’Det selskabelige samfund’. Jeg kan tydeligt nikke genkendende til hans fortællinger om hvordan vi lever i vores samfund, og jeg ser det endnu tydeligere, da jeg hver dag er sammen med mennesker, som nemt forsvinder ned i en skærm, og er svært at få kontakt til. Det er dog ikke kun mine teenage venner, som har en tendens til at forsvinde fra overfladen, selv min mor på 43 år har det med at forsvinde i ny og næ.
Det er gratis at oprette en konto