Novellen "Hjertet der sladrede" af Edgar Allan Poe er en novelle om en unavngiven hovedperson, som insisterer på at han er ved sine fulde fem, selvom han lige har begået et mord. Fortælleren bor med en gammel mand som ifølge fortælleren har et blåt griblignende øje som piner fortælleren til den grad, at han plotter at myrde ham. Fortælleren insisterer under afhøringen på at hans omhyggelige præcision og detaljering i at begå mordet kun kan konkludere, at han umuligt kan være sindssyg.
Hovedpersonen i fortællingen beretter åbent om, hvordan han har slået den gamle mand ihjel. Han ser ikke ud til at ville forsvare sig selv, og indrømmer åbent, det mord han har begået. Det er først da han bliver anklaget for at være gal af personen modsat ham ( højst sandsynligt en politimand eller psykolog) at han forsvarer sig selv. Dette kan ses ved begyndelsen af novellen, hvor fortællingen sættes i scene: ( s.1,l.1) ”Det er rigtigt nok: Jeg har været ude for en nervekrise. Mine nerver var i høj grad angrebne. Og de er det endnu! Men hvorfor bliver man ved med at pa?sta?, jeg er gal.”
Med denne erkendelse, ser man fortællerens indrømmelse af sin skyld for mord, og dermed får læseren en garanti for pålidelighed af jeg-fortælleren og hans beskrivelse af hændelsen.
Det er gratis at oprette en konto