Perspektivering: 'Hjertet der sladrede' og 'American Psycho'

Jeg har valgt igennem min analyse at perspektivere til filmen “American Psycho” instrueret af Mary Harron. Hovedrollerne i begge fortællinger har et forskruet syn på menneskeliv og manglende empati for andre end dem selv. Begge fortællinger er fortalt af hovedpersonen og man får et indblik i hvor perfektionistiske og indsnævret begge parter er og hvordan de retfærdiggøre deres intentioner. De planlægger ned til mindste detalje hvordan de skal færdiggøre deres mord og beskriver overfor læseren hvordan de omhyggeligt har gennemtænkt deres plan. De opbygger en slags relation med deres ofre og får dem til at stole på at deres intentioner er gode. I “American Psycho” prøver hovedpersonen Patrick Bateman at skabe en tilknytning til hans offer Paul Allen ved at spille hans ven og tage ham ud og spise. Det samme foregår i “Hjertet der sladrede” hvor hovedpersonen har et venskab med den gamle mand og hvor den gamle mand stoler så meget på hovedpersonen at han fx lader døren stå åben ind til hans værelse. Men selvom de opbygger et slags venskab, ændrer det ikke på det faktum at de har lysten til at dræbe dem. Begge fortællere har en slags besættelse med deres offer og retfærdiggøre hvorfor de bliver nødt til at dræbe dem. I “American Psycho” dræber Patrick Paul af ren jalousi, hvor i “Hjertet, der sladrede” dræber fortælleren den gamle mand af frygt for hans blanke øje. Deres perfektionisme gør at hvis de først er utilfreds over et menneske, enten om det er personens opførsel eller udseende, stopper de ikke før det menneske ikke plager dem mere. I deres tilfælde er den eneste udvej at myrde dem. Deres mangel på empati gør at de ingen skyldfølelse har overfor deres ofre, men mere mod dem selv. Begge fortællere er nervøse for at blive opdaget og bliver også til sidst nød til at fortælle andre om deres onde gerning, da de er klar over at det snart er slut. Deres mørke sind driver deres tanker hen på ødelæggelse og destruering af menneskeliv. Deres realitet sans er så afstumpet og primitivt at deres hjerne ikke føler skyld eller tilknytning til andre end dem selv. Begge hovedroller er følelsesmæssigt utilgængelige og kan ikke stole på andre end dem selv.